Københavnerne er i dialog med Schalke 04 om at hente den tidligere landsholds-angriber hjem. Ifølge B.T.s oplysninger står Søren Larsen øverst på ønskesedlen i FC København. Det tyder på, at københavnerne er klar til at skille sig af med den dyrt indkøbte brasilianske angriber Ailton Almeida, der aldrig har levet op til de høje forventninger.

Søren Larsen vil ikke bekræfte, at der er forhandlingerne igang - men han afkræfter det heller ikke.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Søren Larsen, da han bliver spurgt om sagen.

Ifølge B.T.s oplysninger skal FC København ikke regne med, at man er alene i jagten på den hovedstødsstærke forward. Klubber som Eintracht Frankfurt, Wolfsburg og Nürnberg - samt en engelsk klub - har også kig på den tidligere Djurgården-spiller.

Selv tager Søren Larsen sagen roligt.

- Jeg har i princippet ikke travlt. Det er dejligt at vide, at der er interesse for mig, men det kan jeg først bruge tiil noget, når der bliver meldt noget konkret ud, siger den danske angriber.