Den 23-årige danske konvertit, Kenneth Sørensen, fortæller, at han i to måneder var udsat for grov tortur i Yemen.

Danskeren er nu tilbage i Danmark efter sit ophold i en fængselscelle i Yemen.

Han var sigtet for våbensmugling og terrorplanlægning, men anklagerne blev frafaldet.

I TV2 Nyhederne i aftes stod Kenneth Sørensen så frem og fortalte sin grufulde historie fra fængslet i Yemen:

- De havde proppet glasskår i min mad. Jeg fik indre blødninger i maven og blod i afføringen, fortæller Kenneth Sørensen.

Danskeren blev desuden afhørt med bind for øjnene iført håndjern, og fangevogterne gjorde alt, hvad de kunne for at få ham til at tilstå:

- Jeg blev spændt op i en dørkarm i armene og benene, og så satte stød til jerndørkarmen, så jeg fik stød gennem hele kroppen, siger Kenneth Sørensen.

Det var blot nogle af de rædsler Kenneth Sørensen måtte udstå, og som blandt andet har betydet, at han har fået ødelagt nervebanerne i sine hænder.

Udenrigsministeriet har nu henvendt sig til Yemens indenrigsminister og taget skarpt afstand fra tortur og mishandling og protesteret over den behandling, Kenneth Sørensen har fået.