En mor. En datter. 23 års mellemrum. To voldtægter. En historie.
For 25 år siden blev Anne med sine egne ord udsat for en voldtægt af sin fulde kæreste under en ferie. 23 år senere blev Annes datter ligeledes med sine egne ord voldtaget af en person, hun netop havde mødt på Instagram. De to historier er meget forskellige. Alligevel har de meget til fælles.
Både mor og datter tror, at en lov om samtykke i forbindelse med sex havde gjort en forskel for dem begge efterfølgende. Derfor fortæller de nu deres historie.
Anne var 21 år, da hun for et kvart århundrede siden tog på en ferie med den kæreste, hun havde haft i nogle måneder.
Ferien skulle foregå ved Vesterhavet, hvor de havde nogle fælles bekendte. De havde et sted med en bar. I baren kunne man få sit eget glas hængt op i loftet, hvis man drak en bestemt mængde øl.
Det besluttede Annes kæreste sig for, at han skulle.
Anne gik i stedet hen på værelset og lagde sig.
»Efter nogle timer kom han op på værelset og var pisseberuset og ville have sex. Jeg sagde nej flere gange, men han blev ved. Selv om jeg græd, vendte han mig om på maven, holdt mig fast og gjorde, hvad han ville.«
»Jeg blev bare stille, og det skete.«
Den næste dag besluttede Anne sig for at konfrontere kæresten med det, der var sket om aftenen.
»Han fortalte, at han havde været så fuld, at han ikke kunne huske, hvad der skete. På en eller anden måde fik jeg derefter adskilt ham fra voldtægten.«
»Det var, som om det ikke var ham, der havde gjort det. Og vi blev ved med at være kærester nogle måneder efter.«
»Jeg gjorde aldrig mere ved det, for jeg tænkte, at han jo var min kæreste, og han kunne ikke finde på at gøre sådan noget.«
»Først senere gik det op for mig, at han havde voldtaget mig – også selv om han var beruset.«
Anne anmeldte det aldrig. Og det var først mange år senere, det for alvor gik op for hende, hvad der var sket.
Som man har kunnet læse i B.T.s serie om voldtægt, reagerer ofre for overgreb meget forskelligt efterfølgende. Nogle knækker, mens andre lever deres liv, som intet var hændt.
Anne var i den sidste kategori i mere end 20 år. Hun levede sit liv, gik i byen, mødte mænd og havde sex, fandt en mand og blev gift.
Først for fire år siden – 21 år efter voldtægten – fik hun for alvor fortalt andre om det, der var sket, da hun var 21 år gammel.
»Jeg føler ikke, jeg bevidst har gemt det væk. Jeg har nok bare pakket det ned. Jeg gik jo ikke ned med flaget.«
Kun få gange har overgrebet for alvor ramt hende efterfølgende. Hun ærgrer sig dog over, at det ikke fik konsekvenser for kæresten.
»Hvis jeg kunne snakke med mig selv dengang, ville jeg opfordre mig selv til at blive rasende på ham og skælde ham ud og opfordre ham til at søge hjælp, hvis han havde et problem. Jeg lod ham slippe med ingenting.«
Gry
Da Gry som 17-årig i 2017 skrev sammen med en fyr på Instagram, var der ingen alarmklokker, der ringede. Det havde hun gjort før.
Hun aftalte at mødes med ham. Det havde hun prøvet før. De gik en tur omkring søerne ved Christiania i København. De klikkede, og han virkede sød og fortalte blandt andet, at han ikke var til sex på første date.
Det lød sikkert. Ikke mindst da han fortalte, at han boede hjemme hos sine forældre.
Så de aftalte at købe en flaske vin og tage hjem til ham.
Her begyndte de at kysse. Det havde hun det helt fint med. Men så gik han for langt.
»Han begyndte at tage sin hånd ned i mit skridt. Jeg fjernede den flere gange og bad ham om at stoppe, hvorefter han nikkede forstående. Pludselig tog han hånden ind i mig, og kort efter vendte han mig om på trods af min modstand.«
»Først frøs jeg instinktivt, imens hans hænder greb fat om mine arme og pressede mig ned mod sengen. Så kom jeg lidt til mig selv og bad ham om at stoppe og sagde nej til ham, hvilket jeg gjorde omtrent 30-40 gange.«
»Men jeg kunne ikke gøre noget – han var alt for stærk, og mine ord betød intet for ham.«
På et tidspunkt mod afslutningen var det, som om manden begyndte at lytte. Og han stoppede:
»Men i stedet sagde han, at han blev nødt til at komme. Han penetrerede mig så voldsomt, at jeg mistede pusten og fik smerter i maven, og til slut kom han ud over min ryg. Det føltes, som om jeg havde forladt min krop, og jeg så mig selv oppefra som et stykke dødt kød.«
Efterfølgende fik hun en trøje, hun kunne tørre sig med. Han spurgte, om Gry ikke vil blive og sove, men hun undskyldte sig med, at hun havde en jobsamtale, hun skulle hjem og forberede sig til.
Han fulgte med hende det første stykke af vejen, mens hun forsøgte at slippe af med ham. Til sidst lykkedes det.
»Da vi skiltes, prøvede han at kysse mig, og jeg kyssede tilbage. Det føltes som en legitimering af det, han lige havde gjort ved mig.«
Gry fik derefter kontakt med en veninde, som hun tog hjem til. Men veninden havde gæster og havde netop lagt planer for en tur i vandet, så Gry nåede aldrig at fortælle, hvad hun lige havde været udsat for.
Derefter gik der omkring tre uger, før hun fortalte om sagen til nogen. Det var til hendes mor, som hun bad om hjælp. Men først efter hun var brudt sammen i skolen, som hun senere måtte droppe ud af.
»Jeg spurgte min mor, om det var en voldtægt, jeg havde været udsat for. Jeg vidste, at der var noget forkert, men jeg var ikke sikker på, om det var en voldtægt.«
»Samtidig følte jeg mig svag, fordi jeg ikke var stærk nok til at stoppe ham. Jeg var pinlig over det, der var sket. Jeg følte, det var min skyld.«
Ligesom sin mor anmeldte Gry aldrig sagen.
For hende handlede det hovedsageligt om, at hun ikke mente, voldtægten kunne bevises, og frygten for, at politiet dermed ikke ville tro på hende.
»Jeg overvejede at anmelde det, men jeg tænkte, at det bare ville gøre situationen værre.«
»Jeg havde vasket sæden af mig og havde kun få mærker efterfølgende. Og så var jeg ikke blevet udsat for grov vold, såsom at få taget kvælertag eller trusler om vold, som voldtægt omtales i loven i dag.«
Samtykke
For både Anne og hendes datter havde samtykke i den danske lovgivning været med til at ændre på deres beslutning om at anmelde det, de blev udsat for.
»Det var ikke gået op for mig, at det var en voldtægt. Jeg så det mere som et uheld. Det føltes meget voldsomt at gå til politiet, når man ikke var mere sikker.«
»Men med samtykke skrevet ind i lovgivningen havde det fjernet tvivlen om, hvorvidt jeg selv var skyld i voldtægten. Det havde gjort det nemmere,« siger Anne.
Hun suppleres af sin datter.
»Var det sket for mig, og vi havde en samtykke-lovgivning, så havde jeg været mere tryg ved at anmelde det. Jeg havde følt, at loven bakkede mig op. Og så havde jeg sluppet for at gå med det indeni og føle skyld.«
Gry er ikke Annes datters rigtige navn, men et pseudonym, hun ofte bruger.
