Hvert år anslås det, at 4.700 kvinder udsættes for tvangssamleje eller forsøg på det. Det viser tal fra Det Kriminalpræventive Råd. Det står i skarp kontrast til B.T.s gennemgang af de blot 95 sager om voldtægt i danske byretter mellem januar 2016 og maj 2017, som har ført til dom.

Der er med andre ord store såkaldte mørketal på voldtægtsområdet. Ifølge flere ofre for voldtægt, som B.T. har talt, så betyder den lange proces i forbindelse med politianmeldelse og retssag meget i forhold til overvejelser om anmeldelse. Men ofte skyldes det også, at mange voldtægter formodes at finde sted mellem personer, der er i et forhold eller kender hinanden godt. Det gør, at mange ofre ikke ønsker at involvere politiet. Det fortæller analytiker ved Det Kriminalpræventive Råd Ingrid Soldal Eriksen til B.T.

»Det er tale om store mørketal, når det kommer til voldtægt. Og vi har en formodning om - men vi ved det ikke præcis - at mange vælger ikke at anmelde på grund af den relation, de har til gerningsmanden. Hvis det eksempelvis er ens egen mand eller kæreste, så har man måske ikke lyst til at involvere politiet.«

Kun kvinder

Der er en del usikkerhed forbundet med tallene, men ikke desto mindre tyder meget på, at voldtægter mellem ægtefolk, kærestepar, tidligere par eller gode venner sjældnere når politi eller endnu videre til en domstol.

»I de sager, som vi kender til, kan vi se, at langt størstedelen kender hinanden - og derfor er deres incitament til at anmelde mindre. Og i andre situationer har de måske slet ikke tænkt, at der var tale om en kriminel handling,« siger Ingrid Soldal Eriksen og uddyber:

»Hvis man kender den person, som udsatte en for et overgreb, så er man måske mindre tilbøjelig til at anmelde det.«

Tallet på 4.700 voldtægter eller forsøg på voldtægt årligt er kun gældende for kvinder. Hverken børn eller mænd er medregnet i opgørelsen, der er lavet ved rundspørger blandt kvinder. Og derfor er mørketallet formentlig endnu større, slår Ingrid Soldal Eriksen fast.

Herunder kan du se B.T.s interaktive kort over voldtægtsdomme i Danmark. Du kan navigere rundt i det og læse mere om hver enkelt dom.

Har du været udsat for et seksuelt overgreb, og kunne du have lyst til at dele din historie. Så kontakt B.T.s journalister på bopo@bt.dk, jepa@bt.dk eller cweb@bt.dk.