Sydeuropa blev hærget af skovbrande, Danmark stod under vand og flere steder slog varmerekord.

2023 og starten af 2024 har fået et nøk op på ekstremt vejr-skalaen, fremhæver EUs klimaovervågning Copernicus i sin årlige rapport 'European State of the Climate'.

Rapporten viser, at Europa opvarmes dobbelt så hurtigt, som det globale gennemsnit.

Med de hastigheder forekommer der hyppigere hedebølger, markante temperaturstigninger og ekstreme vejrhændelser som oversvømmelser, tørkeperioder, skovbrande.

Og det går ud over mennesker, dyr og afgrøder.

Kartoflerne på Andrew Brantons gård i England fortæller dig alt, hvad du behøver at vide om vejret i 2023.

For de er nemlig pilrådne, skriver Sky News.

Fra slutningen af ​​september til januar faldt et års regn på hans Lincolnshire-gård. Mange af hans marker lå under vand i ugevis, hvilket efterlod hans kartoffelafgrøde uhøstelig.

Vandet er nu ved at trække sig tilbage, men længe har den store vægt af vand på mange af hans marker – omkring 2.400 tons pr. hektar – efterladt jorden for våd og komprimeret til at så forårsafgrøder.

»Selvom det var fysisk muligt, er det ikke økonomisk rentabelt,« siger Andrew Branton.

Andrew Banton er på ingen måde den eneste, som er hårdt ramt.

Ifølge rapporten har oversvømmelser påvirket 1,6 millioner mennesker, mens storme har ramt 550.000 personer, og skovbrande har ramt 36.000 personer.

I alt er 151 personer omkommet i de voldsomme vejrforhold.

Og de samlede skader er enorme. De ligger på omkring 13,4 milliarder euro eller omkring 100 milliarder kroner. 81 procent af omkostningerne kommer fra oversvømmelser.