Flere velgørenhedsorganisationer vil ikke længere have hertuginde Sarah, der er tidligere svigerinde til kong Charles, som protektor.

Flere kræftorganisationer og et børnehospice er blandt de organisationer, som kapper forbindelsen til hertuginde Sarah, der tidligere har været gift med prins Andrew, der er bror til Storbritanniens monark, kong Charles.

Det sker som konsekvens af en e-mail, som hertuginden angiveligt sendte til den amerikanske seksualforbryder og tidligere forretningsmand Jeffrey Epstein.

- Hun var protektor. Men i lyset af de seneste afsløringer har vi besluttet, at det vil være upassende for hende fortsat at være tilknyttet velgørenhedsorganisationen, oplyser Natasha Allergy Research Foundation i en erklæring, som nyhedsbureauet Reuters bringer.

Jeffrey Epstein tilstod i 2008 at have betalt en mindreårig pige for seksuelle ydelser. Men omfanget af hans misbrug var langt mere vidtrækkende. I 2019 blev han varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel.

Et af hans ofre stod frem allerede tilbage i 2011.

Samme år sagde hertuginde Sarah i et interview, at hun aldrig ville have kontakt med Jeffrey Epstein igen og tog afstand til ham.

Men hun skulle efterfølgende have sendt ham en besked, hvor hun undskyldte sin kommentar og tilføjede, at han altid havde været en ven af hende og resten af familien.

Det er den e-mail, hvis ordlyd nu florerer i de britiske tabloidmedier The Sun og The Mail on Sunday.

Hertugindens talsperson har ifølge det britiske nyhedsmedie BBC sagt, at hertuginde Sarah sendte e-mailen for at imødegå truslen om, at Jeffrey Epstein ville sagsøge hende for ærekrænkelse.

Forbindelsen til Jeffrey Epstein har sendt hertuginde Sarahs eksmand, prins Andrew, ud i kulden.

Prins Andrew trak sig i 2019 fra sine officielle pligter, efter at et af Jeffrey Epsteins ofre hævdede, at hun var blevet tvunget til sex med prinsen, da hun var 17 år gammel i 2001 og blev holdt som sexslave af Jeffrey Epstein.

Prins Andrew har nægtet, at det er sket, og har påstået, at han ikke husker at have mødt kvinden.

Han indgik i 2022 et forlig med hende.

Jeffrey Epstein blev fundet død i sin fængselscelle i 2019, mens han var varetægtsfængslet. Han stod til en dom på op til 45 år.

Hans tidligere kæreste Ghislaine Maxwell blev i 2021 idømt 20 års fængsel for at have rekrutteret og manipuleret unge piger og kvinder til at have sex med Jeffrey Epstein.

/ritzau/