-Jeg forsøger at finde en måde at få det til at fungere. At give alt hvad jeg kan på jobbet. Og være den mor jeg gerne vil være, når jeg kommer hjem. Men let er det ikke! Sådan fortæller den svenske skuespillerinde Noomi Rapace i den svenske avis Expressen om rollen, der har kostet hende blod, sved og tårer. Rollen som Lisbeth Salander fra 'Mænd der hader kvinder'.

Og selv om de to kvinder har flere ting tilfælles, er de dybt forskellig på et væsentligt punkt: Lisbeth Salander er enspænderen, mens 29-årige Noomi Rapace både er gift og har børn.

Søn og bonusdatter
Manden er kollegaen Ole Rapace, som hun har sønnen Lev på fire sammen med. Derudover har hun en bonusdatter, Line, på otte.

-Så jeg har kærlighed i mit liv. Det har Lisbeth aldrig oplevet, siger hun til norske Dagbladet. Til gengæld oplever Lisbeth Salander altså – som den million danskere der har læst bogen ved – at få bank og blive voldtaget. Og at slå igen med en proper næve.

Men selv om Salander ubetinget er heltinden, har det været en hård opgave at være hende.

-Lisbeths psyke smittede af på mig under optagelserne. Jeg blev indadvendt, passede meget mig selv og undgik sociale sammenkomster med resten af filmholdet, siger hun og indrømmer, at ikke mindst den brutale voldtægtsscene var hård at komme igennem.

-Mentalt er det tungt og mørkt efter sådan en scene. Men man kommer over det, siger hun til Dagbladet.

To andre romaner filmatiseret
Noomi Rapace har levet med Lisbeth Salander meget længe. For det er ikke kun 'Mænd der hader kvinder', som er blevet omgjort til levende billeder.

De to sidste romaner i trilogien er filmet umiddelbart i forlængelse af førnævnte, så i mere end to år har Noomi Rapaces liv været splittet mellem hjemmelivet og sociopaten Salander.

-Jeg ved ikke, om jeg kommer hjem som en helt almindelig mor, siger hun. suss@bt.dk

'Mænd der hader kvinder' har premiere i hele Skandinavien fredag 27. februar.