Debattør Jaleh Tavakoli skal betale 40.000 kroner til sangeren Isam B, efter at hun blandt andet har kaldt ham for terrorist.

Det har Københavns Byret afgjort i en dom mandag.

Desuden skal Tavakoli betale ti dagbøder af 1000 kroner.

Isam B - Isam Bachiri - havde sagsøgt Tavakoli på grund af udtalelser, som debattøren blandt andet kom med på sociale medier i november 2023. Udsagn, som retten nu betegner som "ubeføjede".

På baggrund af et debatindlæg, som Isam B havde fået bragt i Information, omtalte Tavakoli blandt andet Isam B som en "terrorist", og hun hævdede, at han billigede terrorisme.

Det gjorde hun i et opslag på det sociale medie X. Det opslag samt et andet skal nu slettes, har byretten afgjort.

Sagen omhandler også udtalelser, som Tavakoli fremsatte i en radioudsendelse i december 2023.

Jaleh Tavakolis ytringer fik Isam B til at sende en stævning mod debattøren med krav om bøder og erstatning.

Ifølge Weekendavisen krævede Isam B debattøren idømt dagsbøder samt en erstatning på 50.000 kroner. En påstand, som retten altså næsten har fulgt.

- I snart 30 år har jeg stået på scenen og i det offentlige. På den rejse er jeg blevet kaldt meget - både personligt og gennem musikken (og det er fair, for det er heller ikke alle mine egne sange, jeg selv er fan af).

- Men når ordene bliver til noget så tungt som terrorist og terrorsympatisør - alene fordi jeg har stået ved min støtte til det palæstinensiske folk - så er der en grænse, man ikke kan tie ihjel, skrev Isam B i august på Facebook.

/ritzau/