____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Stridighederne og konflikterne vokser op til markeringen af Utøya-tragediens treårsdag den 22. juli.

Det stærke sammenhold, der har eksisteret mellem efterladte og overlevende efter Anders Breiviks terrorangreb på Utøya i 2011, er erstattet af intern splid, fortæller ægteparret Sissel og Stein Ivar Stenberg til det norske medie NTB.

Deres 17-årige datter Victoria blev dræbt af Anders Breivik, da han angreb øen under AUF, Arbeidernes Ungdomsfylkings sommerlejr og skød og dræbte 69 personer. Tre år efter datterens død er savnet og sorgen stadig intenst til stede i ægteparrets hjem. Konflikterne mellem de pårørende gør dagene ekstra tunge, fortæller de.

- Vi er mange, der ikke længere føler os inkluderet. Vi får ikke den fred, vi har brug for til at sørge, fastslår ægteparret.

SE GRAFIKKEN: UTØYA - 80 MINUTTER I HELVEDE

Mange efterladte føler sig især krænket af planerne om igen at bruge Utøya til fremtidige sommerlejre. Desuden har planerne om et mindesmærke på øen ført til endnu flere stridigheder.

- Dem, der ikke støtter en genopbygning af Utøya, føler sig ikke længere inkluderet i støttegruppen, siger Sissel og Stein Ivar Stenberg.

I løbet af det seneste år har omkring ti familier meldt sig ud af 'National støttegruppe efter 22. juli-hændelserne' i protest mod planerne om genopbygning af øen. Og på sociale medier og i netavisernes kommentarfelter bliver tonen mellem berørte hårdere og mere uforsonlig.

- I starten var der et stærkt sammenhold mellem alle berørte, både efterladte og overlevende. Men i dag oplever vi ikke længere det sammenhold, fortæller Sissel og Stein Ivar Stenberg til NTB.

Krisepsykolog Atle Dyregrov, der har arbejdet med flere katastrofer og ulykker i både Norge og ude i verden, er ikke overrasket over splittelserne mellem de berørte til tragedien på Utøya.

- Efter eksempelvis Estonia-ulykken blev der oprettet flere støttegrupper, der delvist modarbejdede hinanden. Det er også kendt fra katastrofer, at overlevende og efterladte har stået mod hinanden, siger han til NTB.Han bliver bakket op af psykolog Lars Weisæth, der blandt andet beskæftigede sig med berørte til tsunami-katastrofen i 2004.

- Stressreaktionen, der følger efter hændelser som denne, fører også til, at man bliver mere tyndslidt og dårligere tåler uenighed, siger han til NTB.