Forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg går af og forlader samtlige, politiske poster.

BERLIN: Tysklands forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg, hvis doktordisputats er afsløret som plagiat, træder tilbage, oplyste han tirsdag formiddag. "Det er det smertefuldeste skridt i mit liv," sagde han.

Guttenberg nedlægger samtlige sine politiske hverv, oplyste han. "Jeg har altid været parat til at kæmpe, men jeg har nået grænsen for min kraft."

Den afgående minister erkendte, at man "ikke må vente medlidenhed", hvis man engagerer sig i politik.

Forbundskansler Angela Merkel, der i formiddag var på IT-messen Cebit i Hannover, ventes at kommentere afgangen inden for kort tid. Tyske TV-stationer bragte tirsdag ekstraudsendelser om den foreløbige afslutning på en af forbundsrepublikkens mest bemærkelsesværdige, politiske karrierer.

Den 39-årige Guttenberg var Tysklands eneste, politiske stjerne i den yngre generation og nævnt som et muligt bud på en fremtidig kansler. For knapt to uger siden meldte avisen Süddeutsche Zeitung imidlertid, at han i sin juridiske doktorafhandling .

Guttenberg betegnede det i første omgang som "absurd", men måtte siden, drypvis, medgive, at store dele af afhandlingen var skrevet af. Det var imidlertid ikke sket med forsæt, men skyldtes en svipser, sagde han. Sidste uge .

Merkel fastholdt ham imidlertid som minister, bl.a. fordi han ifølge meningsmålinger nyder stor popularitet i befolkningen. Men stadig flere protester, bl.a. et brev fra 23.000 forskere mandag, og åben kritik fra spidser i det borgerlige CDU og Guttenbergs CSU, har øjensynligt gjort det umuligt for ham at fortsætte i embedet.

Kansleren må nu finde en ny forsvarsminister i rekordfart. Blandt de mulige emner, der nævnes i Berlin, er den øverste chef for Tysklands arbejdsformidling Frank-Jürgen Weise og den nuværende trafikminister Peter Ramsauer. Sidstnævnte har dog meddelt, at han ikke er interesseret. "Mine børn er for små til kun at køre rundt i pansrede biler," siger han til avisen Rheinische Post. Forsvarsministerposten er i Tyskland omgivet af et stort sikkerhedsopbud.

Weise kunne være et bud, fordi han gælder som en god administrator med politisk gehør - evner, som er nødvendige ikke mindst nu, hvor en omfattende forsvarsreform skal lirkes gennem parlamentet. Desuden har han det sidste år ledet en kommission til undersøgelse af forbundshærens struktur.