At holde kæft med tilbagevirkende kraft er en evne, som Donald Trump Jr. nok gerne ville besidde.

Torsdag kom han nemlig til at kvaje sig for åben mikrofon, da han ville hjælpe sin far, Donald Trump, i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Han ville sætte et angreb ind på en anden kandidat, Ron DeSantis, men i stedet kom det til at gå ud over hans far.

»Donald Trump har lige så meget karisma som en bedemand og en energi, der får Jeb Bush til at ligne en olympisk mester,« sagde Donald Trump Jr. på sit online show på Rumble ifølge The Guardian.

Donald Trump Jr. ville angribe Ron DeSantis, men kom i stedet til at svine sin far til.
Donald Trump Jr. ville angribe Ron DeSantis, men kom i stedet til at svine sin far til. Foto: SARAH SILBIGER/Reuters/Scanpix
Vis mere

Rumble er en online videoplatform, der er populær blandt den yderste amerikanske højrefløj. 70-årige Jeb Bush dystede i 2016 med Donald Trump om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Ordene faldt i forbindelse med, at Donald Trump Jr. gjorde grin med Ron DeSantis kaotiske start på valgkampen tidligere på ugen.

Hans kandidatur skulle offentliggøres under en livestream på Twitter onsdag (natten til torsdag danske tid), men det blev ramt af flere tekniske problemer.

Lyden forsvandt flere gange, og mange Twitter-brugere kunne ikke få adgang til udsendelsen.

På en video offentliggjort på Twitter kort efter midnat torsdag dansk tid meddelte Florida-guvernør Ron Desantis, at han stiller op i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.
På en video offentliggjort på Twitter kort efter midnat torsdag dansk tid meddelte Florida-guvernør Ron Desantis, at han stiller op i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat. Foto: RonDeSantis/Reuters/Scanpix
Vis mere

Donald Trump var også hurtigt ude og gøre grin med lanceringen:

»Wow! DeSanctus' Twitter-lancering er en katastrofe! Hele hans kampagne bliver en katastrofe. Hold øje!,« skrev Trump på sit eget sociale medie, Truth Social ifølge Ritzau.

Sanctus betyder hellig på latin.

Hvad Donald Trump har sagt om Donald Trump Jr.s fadæse, vides ikke.

Donald Trump Jr. opdagede ikke selv fejlen, men fortsatte blot med at tale.

Andre læser også