En far, der befandt sig på den legeplads, hvor en fire-årig svensk dreng søndag aften forsvandt og efterfølgende blev fundet myrdet i en skov, har set flere børn jage den nu dræbte fire-årige ind i skov. Svensk politi udelukker heller ikke, at et barn kan være den lille drengs morder.

Det er den 32-årige Tony Muhaxhiri, der har fortalt sin viden til politiet. Han er nu blevet politiets kronvidne i sagen om det mystiske dødsfald, der efterforskes som drab.

- Jeg var den eneste voksen på legepladsen. Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, så havde jeg fulgt efter, siger han til svenske aftonbladet.se.

LÆS OGSÅ:

Han opholdt sig på legepladsen sammen med sin søn, hvor han lagde mærke til den fire-årige dreng, fordi han han var kommet op at slås med en anden dreng.

- De begyndte at skændes for sjov, og de kæmpede med hinanden. Men deres leg blev hurtigt alvor. Jeg fik et indtryk af, at de tændte hinanden af. De blev mere alvorlige og hårdere, siger han.

Måske har Tony Muhaxhiris observationer fået politiet på andre tanker omkring en mulig gerningsmand. I hvert fald vil de ikke afvise, at morderen kan være et barn.

- Det er ikke udelukket, at børn kan være indblandet i dødsfaldet, siger talsmænd for politiet ifølge Ritzau. Svensk politi vil senere på dagen afholde en pressekonference om sagen.

LÆS OGSÅ:

Ifølge Tony Muhaxhiri kom der flere drenge til og på et tidspunkt løb de efter den nu dræbte fire-årige i retning af en parkeringsplads. Drengen nåede ikke at få sin hættetrøje med, som blev liggende på græsplænen.

- Min søn ville gerne gå efter dem, men jeg syntes det var bedre at tage hjem, siger han.

Mindre end fem timer efter han så drengen blive jaget ind i skoven, blev liget af den fire-årige fundet en i nærliggende skov.

Politiet oplyser, at de endnu ikke har identificeret alle børn, der opholdt sig på legepladsen, da drengen forsvandt.

Og politiet vil ikke kommentere på, hvad der er kommet frem i de afhøringer, der allerede er foretaget af de børn, der var på legepladsen.