I Washington Zoo bor der en meget heldig panda. Den hedder Bei Bei og kunne i denne weekend fejre sin et års fødselsdag.

Den zoologiske have havde i anledningen af Bei Beis første fødselsdag forberedt en kæmpe frossen isklump formet som et et-tal. Isklumpen var dekoreret med en masse forskellig frugt. Derudover bestod fødselsdagsmenuen af både bambus og honning, som den knap 32 kilo tunge panda ikke havde smagt før.

Pandaens indtagelse af den store buffet blev iagttaget af både den amerikanske presse og af Bei Beis helt egne pandafans, der trofast følger bjørnen.

Bei Bei fik i øvrigt tidligere på året sit navn af den amerikanske førstedame Michelle Obama. På kinesisk betyder navnet »skat« eller »værdifuld«.