En uheldig restaurantgæst blev ribbet for knap en million kroner, efter han loggede på spisestedets trådløse netværk. Det skriver news.com.au.

Det 36-årige offer besøgte en restaurant i Østrig, da han loggede på det offentlige Wi-Fi for at tjekke, hvor meget han havde stående på sin bitcoin-konto.

Da han senere ville tjekke balancen igen, opdagede han, at den digitale tegnebog nu var ribbet for bitcoins til en værdi af 982.000 kroner, oplyser politiet, som dog endnu ikke kan endeligt afgøre, om hans konto allerede var blevet hacket, inden han loggede på det offentlige trådløse netværk.

Bitcoins er en autonom valuta på lige fod med for eksempel danske kroner, men møntfoden, som blev opfundet i 2009, eksisterer kun digitalt. Valutaen handles på børser, og værdien afgøres dermed af udbud og efterspørgsel.

De senere år er værdien af bitcoins vokset eksplosivt, og de digitale tegnebøger er derfor et yndet mål blandt hackere.

I februar 2014 gik den japanske bitcoin-børs Mt. Gox konkurs over natten efter at have fået stjålet op mod 750.000 bitcoins, som dengang havde en værdi af mere end to milliarder kroner, grundet en teknisk fejl. Da bitcoins ikke anerkendes som en officiel møntfod, ville den japanske centralbank ikke hjælpe børsen med at komme på fode, som det normalt sker, når banker mister fysiske penge. Derfor endte bitcoin-ejerne med en lang næse og tomme lommer.

Trods krakket lever valutaen dog videre i bedste velgående. Én bitcoin har i dag en værdi af 51.286 kroner.