Ved en stor mindgudstjeneste i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. var både politiske modstandere og holdkammerater enige: Ikke alene var John McCain en sand amerikansk krigshelt, den 81-årige republikanske senator havde også en forrygende sans for humor.

»John vidste, at den, der ler til sidst, ler bedst. Og dette kan ikke illustreres bedre end ved det faktum, at han har sørget for, at både George (Bush, red.) og jeg er mødt op her i dag for at sige pæne ting om ham.«

Sådan sagde en tydeligt rørt eks-præsident Barack Obama fra talerstolen i Washingtons Nationale katedral.

Ikke alene tilhører Barack Obama og George W. Bush således hver sit politiske parti. I hhv 2000 og 2008 var det også Bush og Obama, der hver især som modkandidater knuste John McCains drømme om at blive USAs præsident.

Her bæres kisten ud. Washington National Cathedral i Washington. Den 1. september.
Her bæres kisten ud. Washington National Cathedral i Washington. Den 1. september. Foto: SAUL LOEB
Vis mere

Og uden at nævne USAs nuværende præsidents navn, drog Barack Obama alligevel en diskret sammenligning imellem Donald Trump og John McCain, der via sine efterladte havde bedt den siddende præsident om at holde sig hjemme (de to politikere havde ikke et godt indbyrdes forhold).

»John var en uhørt stærk mand med stærke principper... mens andre forsøger at spille seje, også selvom vi godt ved, at deres aggression i virkeligheden er et udtryk for frygt.«

Fra samme talerstol mindede John McCains datter Maghan McCain menigheden om, at 'Min fars USA ikke har brug for at blive 'great again' (Donald Trumps valg-slogan, red.). John McCains USA har altid været storslået .. great.« sagde Maghan, mens hun lod en tåre rulle ned af sin kind.

På opfordring fra det republikanske partis højrefløj udpegede John McCain i 2007 Alaskas dengang ukendte guvernør, Sarah Palin som sin vicepræsidentkandidat.

Officielt stod McCain, der i fem år blev torteret som krigsfange i Vietnam, ved dette valg. Men ligesom Trump var Sarah Palin alligevel også blevet bedt om at holde sig væk fra lørdagens begravelseshøjtidelighed.

Blandt højtidelighedens øvrige talere var USAs forhenværende udenrigsminister, Henry Kissenger, McCains partikammerat og nære ven, Lindsey Graham og den republikanske eks-præsident George W. Bush.

På tilskuerpladserne sad bl.a. John McCains nære ven, skuespilleren Warren Beatty sammen med sin kone, Annette Bening. Talkshow-vært Jay Leno var blandt de mange, der gik forbi kisten og mindedes. Og Bill og Hillary Clinton var rejst fra Detroit, hvor de fredag deltog i en mindehøjtidelighed for soul-legenden, Aretha Franklin.

I modsætning til Franklins maraton-højtidelighed, der i Detroit varede næsten syv timer, var John McCains overstået på de planlagte 80 minutter. Og mens Franklin blev mindet med rock og soul, var det tonerne fra den klassiske 'Battlehymn of the Republic' og Renee Flenings smuke version af John McCains ynglingssang 'Danny Boy' der fyldte The National Cathedral i Washington D.C.

Søndag vil John McCain blive lagt til hvile ved en privat ceremoni U.S. Naval Academy Cemetery i byen Annapolis, Maryland.