Bønnespirer er højst sandsynligt smittekilden til de VTEC-udbrud, der indtil videre har kostet 22 mennesker livet. Tyske myndigheder advarer nu mod at spise bønnespirer fra Niedersachsen.
Alt peger på, at eksperter i den tyske delstat Niedersachsen er kommet på sporet af smittekilden til den livsfarlige e-colibakterie, VTEC.
Tyske myndigheder oplyser over for det tyske nyhedsbureau dpa, at bønnespirerne, der stammer fra Niedersachsen, er et 'temmeligt varmt spor'
Så varmt, at landbrugsminister i Niedersachsen, Gert Lindemann (CDU), ved et pressemøde i Hannover klokken 18 fortalte, at bønnespirerne fra det nordlige Tyskland er 'den mest oplagte smittekilde'. De tyske myndigheder fraråder nu, at man spiser bønnespirer fra Niedersachsen.
Ved pressemødet fortalte han, at de endelige beviser fra laboratorierne stadig mangler, men ministeriet mener, at indicierne er så entydige, at man advarer mod at spise de lokalt producerede bønnespirer.
Tidligere på dagen oplyste en talsmand for ministeriet, at bønnespirerne er dyrket på en gård i Niedersachsen. Den pågældende gård er nu lukket helt ned, og myndighederne er i færd med at undersøge i alt 18 forskellige spireblandinger fra gården - blandt andet bønnespirer, broccolispirer, ærte- og kikærtespirer.
- Der går et meget tydeligt spor til gården som kilde til smitten, siger Gert Lindemann på søndagens pressemøde.
Ifølge Kåre Mølbak, overlæge ved Statens Serum Institut, er bønnespirer en 'meget, meget' sandsynlig smittekilde til udbruddet af den farlige e-colibakterie VTEC.
- Bønnespirer er tidligere blevet identificeret som årsag til udbrud af både e-colibakterier og salmonella, .
Agurker og tomater ikke frikendt
Tidligere har man troet, at agurker, tomater og salat har været smittekilden, men nu mistænker de tyske myndigheder altså bønnespirer for at bære de livsfarlige VTEC-bakterier. Agurker, tomater og salat er dog endnu ikke fuldstændig fri for mistanke.
For et par år siden forårsagede netop bønnespirer en alvorlig VTEC-epidemi i Asien.
VTEC kan medføre alvorlig blodig diarré, voldsomme mavesmerter og i svære tilfælde, livstruende nyresvigt. Normalt ses nyresvigt især hos børn, men i det aktuelle udbrud er der tale om især voksne patienter.
Der går normalt tre-fire dage før, man mærker symptomerne på en VTEC-infektion, men tidsrummet kan strække sig fra to til ti dage afhængig af mængden af bakterier.
Det samlede antal smittede er over 2100 personer. Alene i Tyskland er over 1700 personer smittet. Foruden i Tyskland er der meldt om personer, der er blevet syge af colibakterien, i yderligere 12 lande, heriblandt Danmark. Alle tilfældene kan spores til rejser i Tyskland, skriver Reuters.