En svært kvæstet norsk mand blev fundet mandag aften klokken 19.37.

En lille time senere blev han erklæret død. Han blev sidst set en halv time før i en Coop Extra i Hokksund, hvor han hentede en pakke.

Ifølge norske Dagbladet mener politiet, at byen, der ligger en times kørsel fra Oslo, er blevet ramt af et drab.

»Obduktionen er ved at blive udført. Vi arbejder ud fra teorien om, at han er blevet dræbt,« siger politiinspektør Per Morten Sending tirsdag formiddag.

Foto: Terje Bendiksby
Vis mere

Politiinspektøren kan samtidig oplyse, at man endnu ikke har en mistænkt i sagen. Man er ved at danne sig et overblik over sagen. De norske myndigheder maner dog til ro. Man skal ikke gå og frygte for sit liv, hvis man bor i området.

Per Morten Sending fortæller, at de også arbejder ud fra teorien om, at der er tale om et overlagt drab, hvor gerningsmanden specifikt gik efter den dræbte mand.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvordan manden blev dræbt, og hvorvidt han stadig havde pakken, som han hentede, på sig.

Et ældre ægtepar fortæller dog til Drammes Tidende, at de hørte et højt brag fra området, hvor manden blev fundet. De troede i første omgang, at braget stammede fra en tidlig nytårsraket. Det gik dog hurtigt op for dem, at der var sket noget alvorligt, fordi de kunne se, at flere biler var stoppet op.