»'Det er Joe og Jill's valg'. Det sagde vi alle, som et mantra, som om vi alle var blevet hypnotiserede.«
Taberen af seneste amerikanske præsidentvalg, Kamala Harris, har trukket og ladt pistolerne, tyder det på.
Kamala Harris har pludselig en ny bog på vej, der hedder 107 Days. Deri beskriver hun sin kampagne, der varede 107 dage – fra Joe Biden droppede sit kandidatur, til hun som bekendt tabte til Donald Trump.
Joe Biden trak sig som præsidentkandidat efter flere måneder med spekulationer 21. juli 2024, hvorefter Harris tog kampen op.
Mediet The Atlantic bringer et uddrag af bogen, og det er ikke rar kost for Biden-familien og -kampagnen.
At Joe Biden trak sig som kandidat skete for eksempel, ifølge Harris, på uhensigtsmæssig manér.
»Var det nåde eller var det hensynsløshed? Set i bakspejlet tror jeg, det var hensynsløshed. Der stod simpelthen for meget på spil. Det var ikke et valg, der burde have været overladt til en persons ego, en persons ambition. Det burde have været mere end en personlig beslutning,« skriver hun i bogen.
Det er dog ikke kun tiden i selve kampagnen, som Harris beskriver i lidet positive vendinger.
Også tiden som vicepræsident under Joe Biden får en bredside med i uddraget:
»Det var næsten umuligt at få noget positivt sagt om mit arbejde eller nogen form for forsvar mod usande angreb.«
Alt er dog ikke udelukkende kritiske ting om Biden og hans administration.
Beskyldninger i medier og fra modstandere om, at Biden slet ikke fungerede til sidst, og at Det Hvide Hus forsøgte at skjule det, slår hun for eksempel tilbage mod:
»Selv på sine værste dage, var han klogere, bedre i stand til at udvise god dømmekraft og langt mere medfølende end Donald Trump på sine bedste dage.«
»Men som 81-årig blev Joe træt,« skriver Harris i bogen
107 Days udkommer i USA 23. september.