Efter første dag af den historiske terrorsag udtrykte advokaten Victor Edou det sådan her:

»Nogle af mine klienter har det allerede ikke så godt, og sådan kommer det til at være i ni måneder,« lød det.

Ni måneder.

For først mod slutningen af maj næste år forventes afgørelsen i det, der kaldes den største retssag nogensinde i Frankrig. Her håber franskmændene, at der forhåbentlig kan blive sat en effektiv stopper for det traume, der har varet i snart seks år.

Der må hverken tages billeder levende eller optages tv i retssalen. Derfor er der kun skitser som denne fra førstedagen.
Der må hverken tages billeder levende eller optages tv i retssalen. Derfor er der kun skitser som denne fra førstedagen. Foto: BENOIT PEYRUCQ
Vis mere

Lige siden 13. november 2015, hvor ni bevæbnede mænd med tilknytning til Islamisk Stat dræbte 130 personer og sårede op mod 500 på en blodig aften i Paris, hvor angrebene fandt sted ved nationalstadionet, Stade de France, ved flere fortovscafeer og på spillestedet Bataclan.

Onsdag fandt den første af de 145 retsdage sted. Den franske justitsminister, Eric Dupond-Moretti, har tidligere beskrevet det som 'et hidtil uset retligt maraton'.

Men hvorfor skal det tage så lang tid?

Europaredaktøren hos britiske ITV har et bud:

Et billede af retssalen taget på forhånd.
Et billede af retssalen taget på forhånd. Foto: SARAH MEYSSONNIER
Vis mere

»I Frankrig er der et afgørende behov for at se retfærdigheden ske fyldest og det på en måde, der afspejler de værdier i republikken, som angrebene viste så stor foragt for. Derfor vil retten tage al den tid, den har brug for, og holde sig metodisk til procedurer og lovteksterne,« som James Mates skriver i en klumme.

Og så er der selvfølgelig også helt lavpraktisk det enorme setup omkring retssagen.

Førnævnte Victor Edou er advokat for otte af de overlevende fra Bataclan. I alt er der helt utrolige 1.800 civile sagsøgere i sagen fra lige omkring 20 forskellige lande, og de første retsdage vil eksempelvis gå med at gennemgå navnene på dem.

Her vil dommeren også gennemgå hovedtrækkene i sagen, der fylder mere end en million sider samlet i 542 bind. Eller mere end 53 meter side om side om side om side.

Desuden er der 330 advokater indblandet i sagen, mens 300 vidner skal afgive deres forklaringer – eksempelvis den tidligere franske præsident François Hollande, der befandt sig på Stade de France, da angrebene begyndte.

Som Philippe Duperron, der mistede sin 30-årige søn Thomas, udtrykker det:

»Det er vigtigt, at vidnerne kan fortælle, hvad de oplevede, at de kan fortælle gerningsmændene om smerten,« som han har sagt.

Som B.T. beskrev onsdag er et af vidnerne også 'Sonia', der i dag må leve et liv i skjul, fordi hun frygter for sit liv efter at have angivet en af bagmændene.

Salah Abdeslam under retssagen onsdag.
Salah Abdeslam under retssagen onsdag. Foto: BENOIT PEYRUCQ
Vis mere

Blandt de 20 personer – der står anklaget for eksempelvis drab, medvirken og sammensværgelse om terror – menes kun Salah Abdesalam at have taget fysisk del i hændelserne 13. november. Han er sammen med 13 andre til stede i det ny- og specialbyggede Palais de Justice, retfærdighedens palads, nær Notre Dame-katedralen i Paris. Yderligere seks er tiltalt in absentia.

Følelserne sad allerede uden på tøjet på første retsdag, da netop Salah Abdesalam fra anklagebænken råbte, at »de blev behandlet som hunde«.

»Hvad med os? Der var 130 døde,« blev der råbt tilbage fra tilhørere i den vinduesløse retssal med plads til 550 personer.

Først senere skal Salah Abdesalam dog for alvor i vidneskranken. Det sker først hen mod marts næste år. Forinden venter den omfattende række af vidner og overlevende ofre, der skal give deres forklaring begyndende allerede i slutningen af september.

Som noget helt særligt kan alle sagsøgende ofre få mulighed for at følge retssagen, også selv om de ikke kan eller vil være til stede i selv retssalen eller i et af de øvrige 12 rum, hvor der i alt er gjort plads til omkring 2.000 personer.

Der vil hver dag ske via en særlig lydstreaming af alt, hvad der bliver sagt. Samtidig er der oprettet tilgængelig krisehjælp til dem, der kunne få brug for det.

Gaetan Honore overlevede angrebet på spillestedet Bataclan, og han var dog én af dem, der valgte at møde op til første retsmøde onsdag.

»Det var vigtigt at være der den første dag, også af symbolske grunde. Jeg håber på at komme til at forstå, hvordan det her kunne ske,« sagde han.

Det samme gør resten af Frankrig, inden dommen afsiges 24. og 25. maj næste år.

Kilder: ITV, BBC, Ritzau, France24, Reuters