Én af USAs mest bizarre retssager endte i torsdag med en skyldig-kendelse. Og nu risikerer kultleder Warren Jeffs op til 119 års fængsel. Den 55-årige Warren Jeffs havde valgt at fungere som sin egen advokat i retten i Texas.

Han stod anklaget for voldtægt af adskillige småpiger, der ifølge Jeffs egen fundamentalistiske religion var hans spirituelle koner.

Og hans afslutningstale bestod i 30 minutters stilhed, der kun blev afbrudt af Jeffs egen hvisken:

- Jeg har fred.

Mens ingen sagde noget, stirrede Jeffs bare på hver af de 12 jurymedlemmer - én af gangen.

Under retssagen citerede Jeffs desuden flere direkte (sagde han selv) beskeder fra Gud.

Han lovede på Guds vegne død, sygdom og ødelæggelse over alle, der ikke var på hans side.

Og alle er i dag enige om, at Jeffs såkaldte forsvar kun gjorde hans sag værre.

Under retssagen fremlagde anklagemyndigheden både fotografier og båndboptagelser af Jeffs og én af hans 12-årige koner.

Flere jurymedlemmer holdt chokeret deres hænder op foran munden, mens de så Jeffs kysse den lille pige og samtidig hørte en båndoptagelse, hvor Jeffs angiveligt instruerede småpigerne til sex.

Ifølge Jeffs kult, der stadig har noget nær 10.000 medlemmer, er flerkoneri den sikre vej til himlem. Og det antages, at Jeffs selv har godt 80 koner og 200 børn.