Ræve er skadedyr, og det er ikke sødt, at de hopper på den trampolin, som en pige skal have i julegave, mener harmdirrende briter. Andre siger, at de nu skal til at forklare børnene, hvorfor julemanden ikke kommer med gaven.

Familiens elskelige og lidt sørgmodigt udseende hund, en datter får opfyldt sit store julegaveønske, der er også et par lykkelige forældre og nogle af naturens dyr, som morer sig i magisk harmoni. Det kan ikke gå galt. Den britiske John Lewis-kæde af Illum-lignende varehuse brugte op imod 50 mio.kr. på at blande ingredienserne og har netop udsendt årets store julereklame til de britiske TV-kanaler.

Her kan du se reklamen 'Buster The Boxer':

Hvis nogle synes, at det er alt for tidligt, kan de glæde sig over, at reklamen i stedet for julefred hidtil har udløst masser af ballade. Briter har harmdirrende kastet sig over dens hovedtema – et par ræve, der sniger sig ind i haven for at prøve datterens nye trampolin, som venter klargjort af faren til julemorgen. Senere kommer en grævling, et pindsvin og et egern og hopper med.

Men ræve lægger deres stinkende afføring i baghaven, de spreder sygdomme, de spiser kæledyrene, og de er til fare for småbørn, lyder reaktioner i en twitterstorm mod reklamen.

»Glædelig jul. Her er en trampolin dækket i ræveafføring,« lyder det fra twitterkontoen Michael Regan.

Ikke nok med det. Reklamen viser familiefaren i den vinterkolde have juleaften i færd med at samle trampolinen som den store gaveoverraskelse til datteren. Det burde gøre rekalmen forbudt for børn, mener nogle forældre.

»John Lewis-reklamen har lige fortalt alle børn, at deres forældre køber deres julegaver og ikke får dem af julemanden,« skriver »Danielle«.

Dyreaktivister har nu også meldt sig på banen og siger, at børns legeudstyr i haverne udgør farlige fælder for naturens vilde dyr.

John Lewis har de seneste år triumferet med lidt sødladne men effektfulde julereklamer, der i overvældende grad har fået briternes opmærksomhed. Den ensomme, gamle »mand på månen«, der via en lille pige på Jorden fik en kikkert af julemanden sidste år, står på YouTube til at være set 25.768.459 gange.

Her kan du se reklamen 'Man On The Moon':

Det er dog ikke alle briter, der er lige kritiske over for årets reklame. Mange er især begejstrede for familiehunden »Buster«, der lukket inde i huset om aftenen må se dyrene lege på trampolinen, men som om morgenen selv griber sin store chance. Og John Lewis har i hvert fald sikret sig omtale og har allerede opnået flere end 12 mio. visninger på YouTube.

Nogle har fundet en amerikansk hjemmevideo fra 2007 med en hoppende hund og siger, at John Lewis har tyvstjålet ideen. Og en piratudgave af reklamen vinder frem på nettet. Her har den lille pige fået Hillary Clintons forventningsfulde ansigt, og på vej til trampolinen med Det Hvide Hus bliver hun overhalet af hunden — med et triumferende Donald Trumps ansigt — i fuldt firspring.

Her kan du se piratudgaven:

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien