Den beklædningsgenstand, der antændte de landsdækkende protester i Iran, er stadig katalysator for enorme interne konflikter her et halvt år efter.

Hijabben.

Det var den, som 22-årige Mahsa Amini i september blev tilbageholdt for ikke at bære korrekt. Hun døde kort efter i moralpolitiets varetægt.

Det fik iranske kvinder til at gå på gaden og brænde deres egne tørklæder i protest mod landets undertrykkende styre, der ved lov har bestemt, at kvinder skal tildække deres hår.

Men trods flere måneders bål i gaderne, fastholder det iranske præstestyre, at kvinder skal bære hijab.

Og den lov føler almindelige borgere tilsyneladende, de skal minde andre om at overholde.

Det kan man se i en video fra Iran, som BBC har lagt på deres side. Her står to kvinder i en forretning, da en mand kommer over og begynder at tale vredt til dem.

Kort efter tager manden fat i en balje, med hvad der ligner yoghurt, og kaster i hovedet på dem begge.

Irans retsvæsen har i kølvandet på episoden været ude at sige, at de to kvinder kort efter blev tilbageholdt for at vise deres hår.

Manden, der kastede yoghurten, er dog også blevet anholdt for at have forstyrret den offentlige orden.

Lørdag stillede det iranske parlamentsmedlem Hossein Ali Haji Deligani et ultimatum til landets retsvæsen. Et krav om, at man inden for 48 timer skal komme med foranstaltninger til at sætte en stopper for brud på hijabloven.

Han bakkes op af den iranske præsident, Ebrahim Raisi, der ifølge nyhedsbureauet AFP siger, at iranske kvinder bør bære hijab som en »religiøs nødvendighed:«

»Hijab er et juridisk anliggende, og overholdelse af det er obligatorisk.«