»De led alle en voldsom død.«

Det er endnu småt med oplysninger i den rystende sag fra den amerikanske storby Oklahoma, hvor betjente rykkede ud til et hus og indenfor blev mødt af et forfærdeligt syn.

For her lå fem personer døde.

To af dem var børn. Det oplyser Oklahoma City Police Department til NBC News.

Det var mandag morgen omkring kl. 09.35, at betjente ankom ud til huset, hvor man fandt de fem personer liggende døde.

I en mail til det amerikanske medie omtaler politiinspektør Gary Knight dem som værende en familie. 

»De led alle en voldsom død,« oplyser han.

På et kort pressemøde, som politiet afholdt efter det tragiske fund mandag, lød det, at de alle havde lidt skader, der stemte overens med drab og ikke en ulykke.

»De fem personer havde alle skader, der tyder på drab. Det var ikke en situation med gas eller fentanyl. Det her er fem mennesker, som er blevet dræbt,« lød det fra Gary Knight.

Derudover er det endnu småt med oplysninger i sagen.

Til NBC News forklarer politiinspektøren, at politiet endnu ikke kan afsløre, hvad efterforskerne mener, der er sket.

De fem personer er ikke blevet offentligt identificeret. 

»Hændelsen er i øjeblikket under efterforskning,« oplyser Oklahoma City Police Department om sagen i en udtalelse.

Politiet rykkede i første omgang ud til boligen, efter man havde modtaget en melding om, at der lå lig derinde.