En hyggelig familieferie udviklede sig til et drama på liv og død i en swimmingpool i Florida.

Det var med to familiemedlemmer i hovedrollerne. En af dem som offer.

Den 62-årige brite Mark Raymond Gibbon er således blevet anholdt og sigtet for at forsøge at dræbe sin egen svigerdatter, skriver Sky News.

Et skænderi om Gibbon's børnebørn skulle have været startskuddet til de uhyggelige scener, der udspillede sig i en swimmingpool i et lejet hus i Solterra Resort i byen Davenport søndag.

Her holdt Mark Raymond Gibbon angiveligt sin 33-årige svigerdatter under vandet gentagne gange.

Imens skulle Gibbons ene barnebarn, en niårig pige, have sprunget i vandet og forsøgt at forhindre farfaren i at drukne sin mor.

Men først da to andre beboere på resortet ringede til politiet, skulle Mark Raymond Gibbon have stoppet sit forehavende.

Politiet ankom til stedet søndag klokken 17.20 lokal tid.

»Da hr. Gibbon ikke kunne kontrollere sin vrede, kan han ende med at tilbringe meget mere tid i Florida, end han havde forventet,« siger sheriffen ved politiet i Polk County, Grady Judd.

Mark Raymond Gibbon blev anholdt og er nu sigtet for vold og drabsforsøg.

Præcis hvad han og svigerdatteren var så uenige om angående Gibbons' børnebørn fremgår ikke.