Bt.dk har spurgt to af Danmarks førende USA-eksperter, om Obama kan tabe præsidentvalget til republikanerne. Se deres svar herunder og deltag i debatten under artiklen.

Har nogen af de republikanske præsidentkandidater en reel chance for at slå Obama ved USAs præsidentvalg 6. november?

Mads Fuglede, USA-ekspert og lektor på Københavns Universitet:

- Ja, det har flere af de republikanske kandidater. Men jeg tror, at Mitt Romney har de bedste muligheder for at slå Obama. Det er selvfølgelig svært at gisne om på nuværende tidspunkt, men hvis USA stadig har en dårlig økonomi, når præsidentvalget kommer til efteråret, så tror jeg, at Obama er en meget svagere præsidentkandidat, end vi danskere går og forestiller os.

Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier, SDU:

Obamas modstander er først og fremmest økonomien. Hvis Obama taber, er det ikke fordi, de republikanske kandidater er imponerende, men fordi mange vælgere ikke mener, at Obama fortjener at blive genvalgt. Republikanerne vil få valget til at handle om Obamas virke som præsident og gøre mindre ud af at betone, hvad deres egen kandidat har at tilbyde.


Hvilken af de republikanske præsidentkandidater står stærkest efter det første primærvalg i Iowa?

Mads Fuglede, USA-ekspert og lektor på Københavns Universitet:

- Mitt Romney kom igennem Iowa som vinder, og han ser stærk ud, når valget skal stå i New Hampshire. Samtidig havde nogle af hans konkurrenter et dårligt valg. At Rick Santorum kun fik otte stemmer færre betyder intet. Santorum har hverken penge eller organisation til at videreføre et kandidatur, og derfor vil han ikke være nogen trussel fremover.

Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier, SDU:

- Det gør Mitt Romney. Romney har dog det problem, at han aldrig får over 25 pct. af stemmerne, så han mangler stadig at få et gennembrud i det republikanske bagland. Men medmindre det lykkes for de resterende 75 pct., som er skeptiske over for Romney, at samle sig om en anden kandidat, ligner han den sandsynlige kandidat, dog uden at vække begejstring hos nogen.

Tror du, at Obama taber præsidentvalget i november? Hvilken af de republikanske kandidater synes du vil være bedst som USAs næste præsident?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. fredag.