»Bliv væk. Kom ikke på besøg. Du gør kun tingene værre.«

Så enkel er beskeden fra både Wisconsins guvernør, Tony Evers, og Kenoshas borgmester John Antaramian til Donald Trump.

Men præsidenten er tilsyneladende ligeglad. Han vil bese skaderne fra sidste uges optøjer og efterfølgende sige tak politiet. Og tirsdag vil Air Force One således lande i den regionale lufthavn ikke langt fra Kenosha.

Transporteret i en armeret bilkonvoj og omgivet af hundredvis af Secret Service-agenter vil Donald Trump således rulle ind i Kenosha, hvor han knap kunne være mindre velkommen.

Tirsdag flyver Donald J. Trump og hans Air Force One til Wisconsin.
Tirsdag flyver Donald J. Trump og hans Air Force One til Wisconsin. Foto: CJ GUNTHER - EPA
Vis mere

»Hvem gør sådan noget? Ingen ønsker hans tilstedeværelse. Men alligevel dukker han op,« siger den amerikanske radiovært og politiske iagttager Stephen Henderson til B.T.

Siden en politibetjent i starten af sidste uge skød en sort mand i ryggen, har byen med de godt 100.000 indbyggere været hærget af voldelige demonstrationer, hærværk og mord.

Natten til onsdag lokal tid skød og dræbte den 17-årig Trump-supporter Kyle Ritterhouse således to Black Lives Matter-demonstranter.

Og selv om præsidenten ikke selv har sagt det, så opfatter mange politiske modstandere Trumps besøg som en indirekte støtte til den selvtægtsbevægelse, som Ritterhouse repræsenterer.

To er blevet dræbt og adskillige såret under optøjerne i Kenosha, Wisconsin.
To er blevet dræbt og adskillige såret under optøjerne i Kenosha, Wisconsin. Foto: KAMIL KRZACZYNSKI - AFP
Vis mere

»Min bekymring er, at Deres tilstedeværelse kun vil gøre det sværere for vores by at hele. Og derfor beder jeg Dem om at udsætte besøget.«

Sådan sagde Winsconsins guvernør, Tony Evers, ved en pressekonferrence mandag – med direkte adresse til Trump.

Og byen Kenoshas borgmester erklærer sig enig:

»Det er for tidligt, hr. præsident. Giv os tid til at finde fælles grund og tackle vores problemer. Herefter vil vi byde Dem velkommen med åbne arme.«

Kenoshas borgmester John Antaramian ser helst, at præsidenten bliver hjemme.
Kenoshas borgmester John Antaramian ser helst, at præsidenten bliver hjemme. Foto: Brandon Bell - AFP
Vis mere

Men ifølge en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus falder bønnerne for døve ører.

Tirsdag har Donald Trump således fortsat planer om at besøge Kenosha.

Her vil præsidenten efter planen inspicere skaderne. Han vil takke politiet og nationalgarden. Og samtidig har tusindvis af både Trump-fans og Trump-modstandere meldt deres ankomst til den i forvejen hårdt medtagede by.

»Wisconsin er en af de amerikanske svingstater. Trump ønsker at vinde den vigtige midtvestlige stat. Og besøget er blot en del af denne strategi,« siger Stephen Henderson.

Donald Trump er ikke velkommen i Kenosha, Wisconsin. Det understreger både borgmester og statens guvernør.
Donald Trump er ikke velkommen i Kenosha, Wisconsin. Det understreger både borgmester og statens guvernør. Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere