Solen skinnede fra en halvskyet himmel, da Caroline Wozniacki i formiddag trænede på Wimbledon-anlægget med sin faste hittingpartner, Mats Merkel.
Stemningen omkring banen, hvor farmand Piotr Wozniacki og tennistræner Sven Gröneveld fulgte interesseret med fra sidelinien, syntes fin.
Det var den til gengæld ikke, da Piotr Wozniacki efter træningen mødte sporten.dks udsendte medarbejder.
I samtalen lagde han ikke skjul på sin store utilfredshed med en artikel, der mandag blev offentliggjort i såvel B.T. som på sporten.dk
- Jeg forstår ikke, at I før en så vigtig turnering som Wimbledon giver nogle såkaldte eksperter mulighed for at kritisere Carolines forberedelser til turneringen. Kritikken ødelægger hendes koncentration, sagde Piotr Wozniacki med hævet stemmeføring og tilføjede:
- I tænker kun på, hvordan I kan ramme Caroline. Hvorfor er denne historie ikke skrevet for 10 dage siden? Hvorfor kommer denne historie i dag? Personligt har jeg det rigtig skidt med kritikken. Jeg er tæt på at kaste op, når jeg læser det pjat. Og den kommer hver eneste gang hun skal spille en Grand Slam-turnering. I kan svine mig til, hvornår det skal være. Men det skal ikke altid være lige op til en Grand Slam-turnering.
Piotr Wozniacki faldt dog ned igen, da han blev bedt om at kommentere på datterens sejrschancer i tirdagens førsterunde-kamp mod spanieren Arantxa Parra Santonja.
- Det er ikke en modstander vi kender særligt meget til. Caroline har fået et par gode råd fra nogle af sine veninder, der har mødt Santonja. Men det vigtigste for Caroline er, at hun kun koncentrerer sig om sit eget spil, sagde Piotr Wozniacki.
