Caroline Wozniacki havde decideret dårlig indflydelse på Rory McIlroys golfspil, lyder det fra anonym kilde.

Da Rory McIlroy og Caroline Wozniacki dannede par, havde den nordirske golfspiller og den danske tennisspiller svært ved at levere gode resultater med henholdsvis golfkøllen og tennisketsjeren. Efter bruddet for to måneder siden er de to sportsstjerner igen tilbage på vinderkurs.

Og nu fortæller en kilde til det amerikanske medie New York Post, at Caroline Wozniacki faktisk var kraftigt medvirkende til golfspillerens sportslige nedtur.

- Hun var som en sten omkring halsen på ham. Og hævngerrig, siger kilden til nypost.com.

I søndags var det præcis to måneder siden, Rory McIlroy aflyste brylluppet med den danske tennis-darling. Og det blev 'fejret' med manér af både Rory McIlroy og Caroline Wozniacki.

25-årige Rory McIlroy sejrede i den prestigefyldte golfturnering British Open, mens 24-årige Caroline Wozniacki vandt karrierens 22. WTA-turnering, da hun i finalen ved Istanbul Cup viste prøver på det tennisspil, der tidligere har sendt hende til tops på verdensranglisten.

I sidste uge lagde Caroline Wozniacki et billede af sig selv iført høje hæle på Instagram. Under billedet skrev hun: 'Det er tre år siden, jeg har haft høje hæle på'. Wozniacki og den fire centimeter lavere Rory McIlroy dannede par i netop tre år.