Kosttilskud markedsføres i øjeblikket massivt verden over med falske før/efter-billeder af stribevis af kunder. Sådan afslører du dem.

I 2008 blev det amerikanske selskab Nathan's Natural LLC afsløret i at anvende billeder af en stribe kendte folk fra den amerikanske raw food-bevægelse (råkost, red.) i markedsføringen af produktet Crevax, som ifølge selskabet medførte fantastiske vægttab.

Billederne blev bragt sammen med lovprisninger fra kunder, der ifølge Nathan's Natural LLC havde tabt sig efter at have indtaget Crevax.

Men markedsføringen var fup og blev trukket tilbage fra det amerikanske marked.

BT har i flere artikler kunnet afsløre, at Nathan's Natural trods afsløringen i 2008 har fortsat ufortrødent med fup-markedsføring med falske kunde-lovprisninger og før/efter-billeder. Den eneste forskel er tilsyneladende, at produktet nu hedder Nuvoryn, og at markedet er resten af verden.

En gennemgang af Nuvoryns hjemmeside viser, at mindst 22 ud af 24 påståede glade Nuvoryn-kunder - ifølge BTs undersøgelse - er enten fri fantasi eller af meget tvivlsom karakter.

Blandt de, som BT har kunnet afsløre er blevet misbrugt af selskabets seneste fup-markedsføring, er tv-kendissen Jodie Prenger, der opnåede sit vægttab for øjnene af de britiske tv-seere for nogle år siden, og den amerikanske vægtcoach Shelley Dawn Johnson, der har opbygget en større forretning om sit eget vægttab.

BT giver dig her opskriften på, hvordan du fremover selv kan tjekke, om lignende fantastisk markedsføring er, hvad den giver sig ud for at være - før du poster dine penge i en løgn.

Hvis du bruger Firefox eller Google Chrome:

Både Firefox og Google Chrome understøtter såkaldt drag 'n' drop, altså hvor man holder venstre museknap nede over et element (f.eks. et billede) og trækker det et andet sted hen. Det eneste, du skal bruge for at tjekke, om mirakler er, hvad de giver sig ud for at være, er derfor to faneblade i din browser: I det ene optræder det billede, du ønsker at undersøge, i det andet indtaster du adressen for Google Images, http://images.google.dk.

Derpå venstreklikker du på det billede, du vil undersøge, holder musen inde og 'trækker' billedet op i browserens fanebladslinje og over på den fane med Google Images. Fanebladet folder sig ud, og når du fører musen ned i søgefeltet, skriver Google Images med stort "Slip billedet her". Du adlyder.

Derpå fortæller Google Images dig, om det kan finde billedet andre steder. Hvis det samme billede optræder i reklamer for seks forskellige slankemidler, taler meget for, at markedsføringen og dermed formentlig også produktet er fup.

Hvis du bruger Explorer:

Explorer understøtter ikke drag 'n' drop. Før du kan 'slå billedet op' i Google Images - http://images.google.dk - må du først kende den præcise web-adresse. Den finder du ved at højreklikke på billedet og vælge 'egenskaber'. Kopier (markér med cursoren og tryk CTRL+C) hele den adresse, der starter med 'http://www...' - husk at få det hele med.

Åbn Google Images - http://images.google.dk - og tryk derefter på det lille kamera-ikon til højre i søgefeltet. Derefter får du mulighed for at indtaste web-adressen på det billede, du ønsker at undersøge.

Klik i det nyfremkomne søgefelt, indsæt teksten (CTRL+V) og tryk ENTER. Derpå fortæller Google Images dig, om det kan finde billedet andre steder. Hvis det samme billede optræder i reklamer for seks forskellige slankemidler, taler meget for, at markedsføringen og dermed formentlig også produktet er fup.

Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.