Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

To kampe, to sejre – og masser af ros til to udskældte spillere.

Lars Friis var, uden hans egen indblanding, længe om at indfinde sig i AaB-trænersædet efter han havde skrevet under.

Men på halvanden hektisk uge har den tidligere Brentford-assistent hevet to sejre til Aalborg og søndag blev Brøndbys mestre skilt ad.

Efter kampen var der rosende ord til især to spillere, som ellers ikke har vadet i superlativer.

»Som også I (journalister, red.) har været og som fansene har været efter Magnus (Christensen), så må jeg bare sige: Han laver fejl – ja, men han er bare kampafgørende,« siger Lars Friis.

AaB-fansene, der spydigt har døbt frederikshavneren på midtbanen »Magnus Baglæns« var dog klar til at sende ham nord for fjorden, da han midtvejs i første halvleg sparkede bolden himmelhøjt over et frit mål.

Gigaafbrænderen fik dog ikke AaB-træneren til at ryste på hånden over udskældte Christensen:

»Jeg tænker, når han kommer til sådan nogle chancer, så får vi endnu flere chancer.«

»Det er jo også derfor han får det straffespark, fordi han kommer først på den og får et spark lige i brystkassen. Hvis man tager initiativ, så belønnes det mange gange,« fortsætter Lars Friis om det første straffespark, hvor Christensen gjorde skaden fra afbrænderen god igen.

Situationen var hovedet-på-sømmet for det instrumentale bidrag Magnus Christensen gav i storsejren over mestrene.

»Han er med til at sætte dem under pres. Der er perioder i første halvleg, hvor de efter vores standardsituationer, overhovedet ikke kan komme ud. Der er han et monster derinde, fordi han er jo ligeglad.«

Det er svært at få en bedre start end seks point i to kampe. Der var også overskud til at skyde efter journalisternes dom over en anden udskældt AaB'er.

»Jeg har ikke set noget af det i har klandret Kasper Kusk for, mens jeg har været her,« siger Lars Friis med henvisning til den 30-åriges arbejdsomhed – eller mangel på samme.

Efter mål og assist mod OB havde offensivspilleren vundet en plads i startopstillingen mod Brøndby. Og han kvitterede.

»Som jeg sagde til ham, da han gik ud: 'Han skal huske at nyde det øjeblik, hvor hele stadion hylder ham, fordi han arbejder hårdt. Det bestemmer han jo selv hvor mange han vil opleve det,« slutter den nye træner, der nu kan starte slutspillet ud blot to point efter Brøndbys mestre.

Andre læser også