Mange hunde- og katteejere har sikkert taget sig selv i at føre menneskelige samtaler med de firbenede venner. Det er et tegn på intelligens.

Har du taget dig selv i at føre lange samtaler med dit kæledyr? Er du typen, der stadig lufter dine personlige problemer for din bamse, der har fulgt dig siden barndommen? Eller kigger du dig selv opgivende i øjnene i bakspejlet efter at have råbt og skreget af din bil? Det virker temmelig skørt, for chancerne for, at ingen af skabningerne forstår dig, er minimale.

Men du er ikke skør. Du er faktisk rigtig intelligent. Det siger adfærdsforskeren Nicholas Epley til Quartz.

Begrebet kaldes for antropomorfisme. Det betyder, at man tillægger ikke-menneskelige skabninger og genstande menneskelige egenskaber. Næsten alle gør det i barndommen, men de fleste vokser fra det med alderen.

»Historisk set er antropomorfisering blevet set som et tegn på barnlighed eller dumhed, men det er faktisk et naturligt biprodukt af dét som gør mennesket virkelig intelligent på denne planet. Ingen anden art deler den tendens,« siger Nicholas Epley.

Alle kan finde på at navngive andre skabninger og objekter. Det kan være biler, både og meget mere. Men antropomorfisme går længere end navngivning. For eksempel mener katteejere, at en kat kan være fornærmet, men faktisk er det blot en menneskelig egenskab, vi pådutter katten, og det viser, at vi har en socialt veludviklet hjerne.

En af grundene til, at vi kommer til at antropomorfisere, er, at vi som mennesker programmeret til at se og læse ansigter. Det giver os en overlevelsesmæssig fordel, når vi kan skelne potentielle venner fra fjender. Dette instinkt er også nødvendigt for at kunne forstå og kommunikere følelser, tanker og hensigter.

Men fænomenet kommer også til udtryk i vores relation til fysisk "døde" ting.

Når vi antropomorfiserer har øjnene en enorm betydning, og det gør, at vi spotter øjne alle steder. For eksempel er det også nemt at se et ansigt her:

Og hvordan har du det egentlig med at spise en kajkage eller kagemand? Sikkert lidt anderledes end når du spiser en napoleonshat eller en oreo-kiks.

Hvis vi kan lide en bestemt genstand, er det også naturligt for os at tillægge den menneskelige egenskaber. Det kan for eksempel være bilen, der tager os til og fra arbejde hver dag. Bilen får et navn, og hvis den har svært ved at starte, er det oplagt, at vi skælder den, som var den et menneske.

Netop utilregneligheden, der ligger i, at bilen ikke vil starte, gør den menneskelig. Hvis man tilmed kender det hemmelige trick, der får den til at spinde som en mis, er det som at give en kop varm kakao til en ven, der elsker varm kakao.

Antropomorfisering er derfor en unik menneskelig egenskab, der ikke er det mindste barnlig. Den viser blot, at du er så socialt intelligent, at du ikke blot holder dig til at kommunikere med mennesker. Du kommunikerer også med dyr og genstande.