Thomas Thomasberg, anfører hos FC Midtjylland, ønsker det bedste for sin klub indtil 1999, AaB. Men han lægger ikke skjul på, at AaB ligger, som klubben har redt.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Ledelsen har foretaget de forkerte indkøb af spillere, og derfor mangler man den rigtige blanding på holdet - og specielt den styrmand, der kan føre kammeraterne den rigtige vej med både fight og vildskab.

Engang var det Jozo Matovac og Ståle Solbakken, der styrede henholdsvis forsvar og midtbane, og siden har Lennart Bak og Kléber Saarenpää gjort et godt job.

Nu mangler han, chefen. De unge spillere tager alt for høfligt mod knubs og nederlag,« siger Thomasberg.

Han blev dansk mester med AaB i 1995. Og med Poul Erik Andreasen som træner.

»Han er god. Det er ikke hans fejl,« siger Thomasberg.

AaB ofrede ham, da Hans Backe kom til.

For fire år siden skiftede Thomasberg til FC Midtjylland, og her er han en af SAS-ligaens bedste midtbanespillere.

Jens Jessen er en anden stærk holdspiller, som gik samme vej i år 2000. Nu er han stoppet.

»Jeg tror, der mangler noget klubånd i AaB. Nu er presset på AaB noget større end presset på FC Midtjylland, men det gør det endnu vigtigere at have et stærkt sammenhold. På et hold skal man også kunne lide at være sammen uden for banen,« siger Jens Jessen, der nu er bilsælger.

Han strittede imod, da AaB gav Thomasberg løbepas.

»Det var forkert at slippe en mand, der ofrer sig for holdet. Man kan ikke spille sig ud af en krise, kun kæmpe sig ud af den. I dag ville Thomasberg være en redningsmand for AaB,« siger Jens Jessen.

Jes Høgh var konsulent i genoptræning i sin gamle klub i en tre måneders periode sidste forår. Siden har han ikke set AaB spille særlig meget.

»Mit indtryk er, at AaB'erne meget tidligt på sæsonen gik ud og klagede over antallet af skader. Siden er der kommet flere til, og så er det jo svært at beklage sig endnu mere. Man får i hvert fald ikke noget positivt ud af det.

Poul Erik er en dygtig træner, og AaB redder sig uden tvivl. Men det kan gøre det svært, at holdet ikke har erfaring i bundkampe. AGF og Silkeborg er bedre rustet med rutine i de svære kampe,« siger Jes Høgh.

»I Odense måtte AaB indkassere to halve selvmål, og holdet mangler simpelt hen en ordentlig portion held, så man kan køre sejren hjem og få selvtilliden tilbage. Nedrykning bliver der ikke tale om,« siger Henrik Rasmussen, der efter AaB-tiden er vendt tilbage til barndomsklubben i Løgstør.

Calle Facius, nu i Aars, kender Poul Erik Andreasen fra både AaB og Vejle.

Andreasen blev hentet hjem fra Stavanger til VB til forårssæsonen 2000, men kunne ikke sikre VB mod nedrykning.

»Poul Erik var upåklagelig, og VB var godt tilfreds. Han har altså prøvet bundkampene før, og han er den rigtige mand på jobbet i AaB.

Men der mangler i høj grad en styrmand på holdet, og problemet er ekstra tydeligt i tilfælde af mange skader,« siger Calle Facius, der sælger varevogne i Aars.