For 11 år siden forelskede Sanne Gottlieb sig hovedkulds i en italiensk mand. Forelskelsen var af den jordskredsagtige slags, der rev alt med sig. Den var årsag til:
- At hun lod sig skille fra den mand, hun havde været gift med i 17 år.
- At hun forlod sit hjem og sin familie i Singapore og flyttede til Italien.
- At hendes tre børn blev delebørn med forældre i to verdensdele.
Den dengang 43-årige sanger og tidligere grandprix-deltager Sanne Gottlieb satsede alt på kærligheden. Hendes flamme – satsede væsentligt mindre:
»Han troede generelt på den store kærlighed … Indtil virkeligheden ramte.«
Inden containeren med hendes sammenpakkede liv var nået frem til Italien, forlod han hende, og selvom de senere fandt sammen i en periode, blev de aldrig for alvor hinandens.
Nu er han i stedet blevet en karakter i hendes nyeste bog 'Stella O Nøgen'. Bogen er en samling erotiske noveller om en frisindet kvindes møde med 'den italienske mand'.
Hun begyndte at skrive, mens hun stadig boede i Italien. For i de tre et halvt år Sanne Gottlieb datede italienske mænd, nåede hun at møde 'mænd nok til at kunne se nogle gennemgående træk'.
»Den italienske mand er en drømmende romantiker, som ikke kan få virkeligheden til at mødes med sin lidenskab for kvinder. De fleste italienske mænd, jeg har kendt, har været deres kærester og koner utro,« siger hun.
De 'italienske mænd elsker kvinder', hvilket ifølge Sanne Gottlieb på en gang er 'vidunderligt og rædselsfuldt':
På plussiden tæller at blive behandlet som en prinsesse:
»Jeg kan godt lide, at der er forskel på mand- og kvinderollerne. Jeg kan godt lide at få blomster, at få hældt vin i glasset og få trukket stolen ud.«
»Og det er vidunderligt, at alle – selv gamle mænd på 80 år – flirter med én på gaden. De italienske mænd er så gode til det og kan gøre det med raffinement.«
Til gengæld er det 'rædselsfuldt, at kvinder bliver seksualiseret', samtidig med, at de ikke må have en seksualitet:
»Der er stramme regler for, hvad kvinder må og ikke må – og de må for alt i verden ikke være seksuelt udfarende. Det vil sige – mændene vil gerne kende en kvinde, som er det, men hun kan aldrig bliver hustru potentiale.«
Som hun skriver i bogen:
»En italiensk mand vil sjældent gifte sig med en blondine, for ideen om den løsslupne, lyshårede, lettilgængelige dulle er så indgroet i hans opfattelse af verden, at det ikke nytter at forklare, at man sagtens kan være liderlig, romantiker og drømme om, til døden os skiller, på én og samme tid.«
Ordene er Stella Os, men refleksionen og erfaringen er Sanne Gottliebs. For det var præcis dét mønster, der gentog sig, hver gang hun mødte en ny mand.
Selvom forfatteren aldrig fandt den store kærlighed i Italien, fortryder hun ikke, at hun gjorde forsøget. Til gengæld fortryder hun, ligesom alle andre skilsmisseforældre, at hun gjorde sine børn kede af det:
»Retrospektivt tænker jeg, at jeg var en kliché. For i midten af fyrrerne bliver kvinder sindssyge, og tiden fra 40 til 50 år er pisse farlig for parforholdet.«
I de år gør kvinder status, siger hun:
»Vi går i overgangsalder og børnene bliver større. Pludselig er der måske blevet lidt for meget leverpostej på linsen, men vi er stadig unge nok til at begynde forfra med en anden. Men en skilsmisse er aldrig en nonchalant beslutning, man lige tager. Det er en alvorlig og svær beslutning.«
I 2016 flyttede Sanne Gottlieb tilbage til Danmark for at være tættere på sine børn. Men i forhold til kærligheden var 'det hårdt at komme hjem', siger hun, der var blevet lidt for meget italiener:
»Danskere er dårlige til spillet mellem mænd og kvinder. Vi er så afslappede, at det let kan blive kedeligt, og vi flirter slet ikke nok.«
»Danske kvinder skal tillade sig selv at blive erobret, og mændene skal turde erobre os, og de skal kurtisere os,« siger hun, der bliver chokeret, når veninder fortæller, at de efter en date har fået en betalingsanmodning på MobilePay.
»Det kan man – måske – gøre, når man er blevet kærester, men på første date skal danske mænd tage sig sammen.«
I dag har hun en kæreste, der måske er det perfekte match. Han gør sig umage for ikke at blive doven, han elsker hende og begærer hende – og så er han halvt italiener.
»Men jeg er SÅ glad for, at min italiener er fra Lyngby.«
