Et orkester. Specialbyggede instrumenter og fem store akvarier.

Det har i flere år været opskriften på en rivende succes for det aarhusianske undervandsorkester Between Music, der har turneret verden tynd med deres koncert AquaSonic.

Men nu er bandet i opløsning og begæret konkurs.

Det sker efter, at der er opstået en revne i et akvarium under en koncert i Tyskland, hvilket har ført til en vandskade og en efterfølgende erstatning på omkring fem millioner kroner.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Foto: Ambra Vernuccio
Vis mere

I 2019 skulle bandet afholde en af deres særprægede koncerter i et tysk kunstgalleri, men i løbet af natten opstod et læk i én af de store vandtanke, og 1.500 liter vand flød ud og forvoldte skader i et restaurantkøkken under galleriet.

»Vores forsikringsselskab havde fortalt os, at vi var forsikret for denne type skader. Ligeledes havde galleriet forinden opsætningen konsulteret med deres eget forsikringsselskab. Derfor kom det som et chok, at begge forsikringsselskaber alligevel nægtede at dække skaden,« siger Robert Karlsson, innovativ leder af Between Music og tilføjer:

»Da restaurantens forsikringsadvokater ikke kunne få penge ud af hverken vores eller galleriets forsikringsselskaber, har de i stedet stævnet os.«

Ifølge bandet havde de forud for koncerten gjort opmærksom på, at det grundet galleriets beliggenhed og opsætningen af koncerten, var nødvendigt at ændre på sikkerhedsforanstaltningerne.

»Modparten har hele tiden vidst, at når først konkursboet er gjort op, så er der ikke noget tilbage til dem, som vandskaden havde konsekvenser for. men de har alligevel valgt at stævne os og dermed ødelægge et ellers velfungerende kunstnerisk kompagni,« siger Laila Skovmand, kunstnerisk leder af Between Music.

Between Music har brugt over 10 år på at udvikle konceptet bag undervandskoncerten. Siden 2016 har de rejst verden rundt med deres undervandskoncert 'Auqasonic'.