Karina Høeg-Olesen slår frustreret ud med armene og ryster på hovedet.

»Vi flyttede ind i lejligheden i september, og nu ser det ud til, at lejen stiger rigtig meget. Det ser ud til at være skruen uden ende, og jeg synes, det er helt urimeligt,« siger hun.

B.T. besøger sygeplejerske Karina Høeg-Olesen i lejligheden i Roskilde, hvor hun sammen med sin kæreste og 19-årige datter bor til leje.

På grund af den tårnhøje inflation, kaldet nettoprisindeks, står Karina Høeg-Olesen og hendes lille familie til 1. januar at få hævet huslejen med 8,8 procent.

51-årige Karina Høeg-Olesen havde aldrig troet, at huslejen ville stige så meget, bare fordi hun i lejekontrakten kan se, at den månedlige pris følger nettoprisindekset i Danmark, også kendt som inflationen. Foto: Thomas Nørmark Krog
51-årige Karina Høeg-Olesen havde aldrig troet, at huslejen ville stige så meget, bare fordi hun i lejekontrakten kan se, at den månedlige pris følger nettoprisindekset i Danmark, også kendt som inflationen. Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

Familien er dermed en del af de mindst 180.000 danskere, som risikerer at skulle betale ekstra i husleje fra årsskiftet på grund af de stigende priser, viser et notat fra Lejernes Landsorganisation, LLO.

»Der er grund til bekymring. For lejerne er det en tikkende bombe, der ligger og venter på at eksplodere,« sagde Anders Svendsen, der er chefjurist i LLO, tidligere i dag til B.T.

Helt konkret betyder den en ekstra månedlig husleje på 785 kroner for Karina Høeg-Olesen på 51 år og hendes familie.

Det svarer til 9.420 kroner yderligere om året.

»Det er klart, at hvis det fortsætter med at stige så meget hvert år, så har jeg svært ved se, hvordan vi kan blive boende her, når vi er gået på folkepension og ikke længere har fuldtidsjob,« siger hun.

Hvad der dog irriterer hende mest, er, at hun har lejet den treværelses lejlighed gennem sit pensionsselskab, PKA Pension.

Udlejerne er nemlig ikke forpligtet til at sætte priserne op, hver gang inflationen stiger, men siden 2015 har de haft lov til det rent juridisk.

»Når man lejer gennem sin pensionskasse, så bør de vel tage lidt hensyn til deres medlemmer. Men det gør de ikke,« siger Karina Høeg-Olesen.

B.T. har bedt om en forklaring fra PKA Pension.

»Vi regulerer først lejen senere på året, så det er for tidligt at sige noget konkret om,« siger Nicholas Rindahl, der er pressechef i PKA Pension, og tilføjer:

»Men vi ønsker at finde en balance, så vi sikrer, at lejen ikke pludselig stiger så meget, at en stor del af lejerne ikke har råd til at blive boende, samtidig med at ejendommene selvfølgelig fortsat skal være en fornuftig investering for pensionskassens mange medlemmer.«

Den forklaring giver Karina Høeg-Olesen ikke meget for.

»Hvordan kan de dog vide, hvor meget huslejen må stige, før lejerne må finde et andet sted at bo? Og hvor skulle vi flytte hen, hvis vi ikke havde råd til det her? En etværelses til os alle tre?« siger hun.

Også pensionsselskabet PFA Pension har med i deres boligudlejning til deres medlemmer, at lejen stiger med inflationen.

»Huslejeniveauet i PFAs boliger reguleres ud fra nettoprisindekset, men der kan være lokale aftaler eller andre omstændigheder, der gør, at lejen stiger i mindre grad,« siger PFA Ejendommes direktør, Morten Bruhn, og fortsætter:

»Vi kan ikke give et generelt bud på mulige huslejestigninger, da det vil afhænge af ejendomstype, beliggenhed og flere andre faktorer.«

Karina Høeg-Olesen mener, at der må gøres noget fra politikerne, så den her himmelflugt bremses.

»Jeg håber virkelig, at der gøres noget på Christiansborg, for det er tydeligt, at det er fuldt lovligt bare at hæve lejepriserne, så bliver det også gjort,« siger hun.

I Folketinget er både SF og Enhedslisten interesseret i at få stoppet de voldsomme huslejestigninger.

Partierne foreslår enten helt at sætte boligselskabernes mulighed for at kræve højere leje på pause eller lave et loft for stigningerne, sålænge inflationen er på himmelfart.

Men bolig- og indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) vil endnu ikke indgå nogen forhandlinger om det.

»Det her er meget komplekse problemstillinger. Inflation rammer bredt i samfundet, og derfor studerer vi situationen meget nøje, og vi lytter derfor meget gerne til de forslag, der er bragt på banen,« siger Rabjerg Madsen til TV 2.