»Der er grund til bekymring. For lejerne er det en tikkende bombe, der ligger og venter på at eksplodere.«

Sådan lyder det fra Anders Svendsen, der er chefjurist i Lejernes Landsorganisation, LLO.

Som en direkte konsekvens af den tårnhøje inflation risikerer mindst 180.000 danske lejere nemlig at få sat deres husleje markant op fra 1. januar næste år, viser et notat fra LLO.

I mange lejekontrakter står der nemlig, at huslejen kan reguleres efter de generelle forbrugerpriser.

Fra juli 2021 til juli i år er forbrugerpriserne steget med 8,8 procent, der så fra årsskiftet kan komme oven i lejeudgiften.

Chefjuristen Anders Svendsen oplyser, at LLO i øjeblikket dagligt får flere henvendelser fra bekymrede lejere, der er usikre på, om de skal betale mere i husleje eller ej.

»Vi tror ikke, det helt er gået op for folk, at de kommer til at få nogle meget høje huslejestigninger her pr. 1. januar. Det hænger nok sammen med, at de endnu ikke har fået de her varslinger fra udlejer,« siger Anders Svendsen.

Der er også god grund til, at mange er forvirrede om, hvorvidt de skal betale ekstra i leje eller ej.

Huslejeregulering, der følger nettoprisindekset, er typisk for lejere, som bor i enten nyere ejendomme opført efter 1991 eller ældre gennemrenoverede ejendomme, hvortil de er indflyttet efter 2015.

Og så er det lige nu op til udlejeren, om de har fået skrevet ind i lejekontakten, at prisen reguleres efter forbrugerpriserne.

Altså er det meget svært for lejere at finde ud af, om bomben tikker, eller de slipper for stigende husleje i en tid, hvor også prisen på madvarer i supermarkederne er steget voldsomt.

Chefjurist Anders Svendsen tvivler på, at ramte boligejere kan overtale udlejerne til at slippe for stigning i huslejen, hvis det er en del af huslejekontrakten, at udlejeren har ret til at hæve lejeprisen i takt med forbrugerpriserne.

Han beder derfor indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) om at gribe ind.

»Det er nok ikke realistisk for udlejerne at bede deres investorer om gå med til et lavere afkast. Det er meget at bede om, og derfor mener vi, at man bliver nødt til at finde en politisk løsning,« siger Anders Svendsen.

Men det afviser han indtil videre.

»Jeg er opmærksom på, at prisstigningerne rammer mange lejere hårdt. Derfor har jeg stort fokus på problemstillingen, og jeg vil i den kommende tid følge udviklingen tæt,« siger ministeren til TV 2.

Som situationen er nu, har chefjuristen derfor et enkelt råd til de lejere, der ikke længere får råd til at bo til leje, fordi lejeprisen stiger.

»Hvis man bliver meget presset af det her, skal man overveje, om man kan nå at opsige sit lejemål, så man fra nytår ikke hænger på regningen. Man skal i den forbindelse huske på, at man typisk skal opsige tre måneder før,« siger Anders Svendsen.