Masseødelæggelserne fra storbranden i et boligkompleks i Vanløse ved København har stillet en gruppe beboere i en ekstra svær og udsat situation.

Ikke alle ejendommens beboere er dækket af en forsikring, der sikrer dem genhusning og erstatning af deres hjem og ejendele, som gik op i røg og flammer.

Derfor må kommunen nu træde til for at hjælpe de uforsikrede beboere med midlertidig genhusning.

»Foreløbig har vi talt med seks personer, som muligvis vil tage imod vores hjælp til at blive genhuset, og som vi har vejledt i den hjælp, de kan få,« siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) i et skriftligt svar til B.T.

Hun oplyser, at Den Sociale Døgnvagt, som er kommunens akutte hjælpeinstans, hele weekenden har været til stede for at hjælpe de beboere, som ikke kunne få genhusning via deres forsikringsselskab.

Ud over genhusning har den Sociale Døgnvagt vejledt beboerne i, hvordan de kan søge om det, man kalder enkeltydelser.

»Hvis man har mistet mange af sine ejendele i branden og ikke har en indboforsikring, der dækker dem, så kan det være, at man kan få en enkeltydelse, og det hjælper vi folk med at ansøge om,« siger Karina Vestergård Madsen.

Ifølge Socialforvaltningen er der ikke nogen fast beløbsgrænse for en enkeltydelse.

Har man mistet sit indbo og sine ejendele i branden i Vanløse, kan Enheden for Sociale Ydelser hjælpe med at dække det mest nødvendige efter aktivlovens bestemmelser om enkeltydelser, hvis borgeren søger om det.

»Har man en indboforsikring, skal man henvende sig der for at få dækket sine udgifter. Har man selv økonomi til at dække udgifterne, skal man gøre det.«

»Vi kan altså hjælpe i det omfang, man ikke har en indboforsikring, og man ikke selv kan dække de mest nødvendige udgifter. Det vil altid være en konkret individuel vurdering,« skriver Socialforvaltningen i en mail til B.T.

Omkring 90 familier blev evakueret fra den brandramte etagebygning på Grønsdals Parkvej i Vanløse.

Forsikringsselskabet Tryg, der har mange kunder blandt de brandramte beboere, beskriver branden som en af de »absolut værste, de har været ude til«.

»Vores vurdering er, at vi nok skal 15-20 år tilbage for at finde en brand i en bygning på privatmarkedet af samme størrelse i vores selskab,« siger Frederik Sjørslev Søgaard, der er skadedirektør i Tryg Danmark, til B.T.

Brandskaderne har da også vist sig at være så omfattende, at hele etagebyggeriet skal rives ned på grund af nedstyrtningsfare.

»Det er stadig meget tidligt i forløbet, men vi vurderer, at skaderne vil løbe op i 25-50 millioner kroner. Det lyder af meget, men det er ikke mere, end vi er vant til at se ved store brande i for eksempel industrisegmentet,« siger Frederik Sjørslev Søgaard.

Tryg forsikrer ikke bygningen i Vanløse, og selskabets omkostninger er begrænset til indboforsikringen.

Årsagen til den omfattende brand kendes endnu ikke.

Ifølge Københavns Politi er der dog foreløbig ikke noget, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag.