Klokken havde passeret fyraften, da to taksatorer fra Danmarks største forsikringsselskab fredag eftermiddag modtog et opkald med en alarmerende ordlyd.

Hurtigt stod det klart, at en usædvanlig stor brand var brudt ud i en etageejendom i Vanløse ved København.

»Vores taksatorer har set meget gennem årene i deres job, men denne brand beskriver de som en af de absolut værste, de har været ude til,« siger Frederik Sjørslev Søgaard, der er skadedirektør i Tryg Danmark, til B.T.

Da en stor del af ejendommens beboere er kunder i selskaber i Tryg-koncernen, satte selskabets to taksatorer straks kursen mod Vanløse.

Her fik de kontakt til flere af selskabets kunder på en nærliggende skole, hvor brandvæsenet havde etableret en beredskabsstation.

»Vores vurdering er, at vi nok skal 15-20 år tilbage for at finde en brand i en bygning på privatmarkedet af samme størrelse i vores selskab,« siger Frederik Sjørslev Søgaard.

Beboerne havde i al hast måttet forlade deres hjem og ejendele, som gik op i røg og flammer.

Trygs taksatorer måtte derfor besvare mange spørgsmål fra kunderne og sikre dem tag over hovedet for de næste dage, inden genhusning kan iværksættes.

Cirka halvdelen af de omkring 90 husstande i ejendommen på Grøndals Parkvej i Vanløse har forsikret deres indbo i selskaber i Tryg-koncernen, herunder Tryg, Alka, TJM Forsikring og Undo.
Cirka halvdelen af de omkring 90 husstande i ejendommen på Grøndals Parkvej i Vanløse har forsikret deres indbo i selskaber i Tryg-koncernen, herunder Tryg, Alka, TJM Forsikring og Undo. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Desuden blev beboerne tilbudt krisehjælp.

»Det er en forfærdelig situation at stå i, og vi håber meget, at både vi og andre forsikringsselskaber kan gøre en forskel for kunderne i denne svære tid,« siger Frederik Sjørslev Søgaard.

Et andet stort forsikringsselskab, Topdanmark, oplyser, at de indtil videre har hjulpet knap 20 familier, som er blevet ramt og berørt af branden.

Flere af selskabets kunder har eksempelvis ikke andet tøj og ejendele, end det de havde på, da de blev evakueret.

»Heldigvis er der ikke meldinger om alvorlige personulykker, men vi har hjulpet et stort antal kunder med blandt andet psykolog- og krisehjælp, da vi af erfaring ved, at det kan være en meget voldsom oplevelse, når ens hjem brænder,« siger Rasmus Ruby-Johansen, der er skadedirektør i Topdanmark, til B.T.

Kunderne er ligeledes tilbudt genhusning og at få dækket udgifter til de ting og ejendele, de har behov for.

Blandt andet er flere familier genhuset på hoteller i København, og nogle bor hos familie og venner, fortæller Rasmus Ruby-Johansen.

»Det næste, vi skal i gang med, er at tale med kunderne om en mere permanent genhusning, og vi har heldigvis allerede modtaget henvendelser fra flere firmaer, som har ledige lejemål,« siger Rasmus Ruby-Johansen og fortsætter:

Etageejendommen brændte fredag, og i løbet af aftenen var omkring 100 brandfolk indsat til at få branden under kontrol. Den bredte sig til 15 opgange i bygningerne og til en del af Godthåbsvej.
Etageejendommen brændte fredag, og i løbet af aftenen var omkring 100 brandfolk indsat til at få branden under kontrol. Den bredte sig til 15 opgange i bygningerne og til en del af Godthåbsvej. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det kan blive svært at finde genhusning i nærområdet, men vi gør alt, hvad vi kan, for at finde noget i tæt samarbejde med kunderne.«

Ifølge Topdanmark er det endnu for tidligt at sige, hvad omfanget af skaderne løber op i. Hos Tryg har man dog et bud.

»Det er stadig meget tidligt i forløbet, men vi vurderer, at skaderne vil løbe op i 25-50 millioner kroner. Det lyder af meget, men det er ikke mere, end vi er vant til at se ved store brande i for eksempel industrisegmentet,« siger Frederik Sjørslev Søgaard.

Tryg forsikrer ikke bygningen i Vanløse, og selskabets omkostninger er begrænset til indboforsikringen.