90 familier står uden tag over hovedet efter en voldsom brand i Vanløse fredag. Det oplyser Københavns Politi.

Mere end 100 brandfolk har arbejdet på at slukke en omfattende brand i et etagebyggeri på Grøndals Parkvej i Vanløse i København siden fredag eftermiddag.

Omkring 90 familier står lige nu uden tag over hovedet som følge af branden, oplyser Københavns Politi på Twitter fredag aften. Der er ingen meldinger om tilskadekomne, skriver det videre.

Michael Møller, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab, har i sine 37 år hos beredskabet ikke set noget lignende, siger han til TV 2 Lorry.

- Jeg har været her i 37 år, og jeg har aldrig set en brand som den her, siger han.

Beredskabet forventer, at der kan komme til at gå flere døgn, inden branden er endeligt slukket, oplyser det til mediet. Tidligere fredag var meldingen, at 12 opgange var blevet påvirket af branden. Det tal kan være højere.

Brandslukningsarbejdet involverer foruden brandfolkene også frivillige, skriver beredskabet på Twitter.

Politiet har i løbet af dagen assisteret med at få evakueret de beboere, man mente var nødvendigt.

Der er som følge af branden foretaget afspærring på både Grøndals Parkvej og Godthåbsvej, som vil blive opretholdt frem til lørdag formiddag, lyder meldingen fra politiet fredag aften.

- Derfor skal borgere og trafikanter følge politiets anvisninger, siger vagtchef Thomas Hjermind.

Politiet har fredag eftermiddag været i gang med at foretage vidneafhøringer, men da var det endnu for tidligt at sige noget om årsagen til branden. Det kan det først sige noget om, når branden er slukket.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 13.47. Siden har branden spredt sig ned gennem bygningen og til siderne. Det viser billeder fra stedet.

I forhold til de berørte borgere i området arbejder politiet sammen med kommunen om at få dem genhuset. Borgere er af Københavns Kommune og forsikringsselskaber blevet orienteret om muligheder for genhusning.

Derudover har Københavns Politi sikret, at beboerne får mulighed for krisehjælp, "da det kan være en stærkt traumatiserende opleve at se alt, hvad man har samlet sammen i sit liv, gå op i flammer". Det skriver politiet på Twitter.

/ritzau/