»Det var det vildeste, jeg nogensinde har oplevet.«

Ordene kommer fra 22-årige Mathias Nielsen. En af hverdagens helt store helte.

I fredags hædrede politidirektøren ham for at redde livet på en bevidstløs og stærkt blødende mand, der sad fast i brændende bil.

Mathias Nielsen fortæller her om den chokerende oplevelse:

Det var lige her på Marielyst Strandvej, at 22-årige Mathias Nielsen i sommers reddede en mands liv fra en bil i flammer. Foto: Privat.
Det var lige her på Marielyst Strandvej, at 22-årige Mathias Nielsen i sommers reddede en mands liv fra en bil i flammer. Foto: Privat.
Vis mere

Ved midnat 31. juli kørte han i sin bil på Marielyst Strandvej på Falster.

Pludselig bragede to biler sammen lige foran Mathias Nielsen, der nåede at bremse op.

»Jeg skyndte mig hen for at se, hvad der var sket. Føreren fra den ene bil og en passager steg ud, mens den anden fører åbenbart var kommet til skade, og han kunne ikke selv komme ud, så jeg hjalp ham,« siger Mathias Nielsen, der skyndte sig at ringe 112.

Mens Mathias Nielsen talte i telefon med vagtcentralen, begyndte de to biler at brænde mere og mere.

Og nu fik han for alvor et chok.

Det viste sig, at der var en person mere i den ene brændende bil.

Han havde blod i hovedet og var bevidstløs, da han var fløjet fra bagsædet og ind i forruden, da de to biler bragede sammen.

»Jeg kunne se, at der var flere og flere flammer, så jeg måtte hurtigt få ham ud. Men han sad fast,« siger Mathias Nielsen og tilføjer:

Sådan så det ud, da flammerne var slukket. Men begge biler var brændt.
Sådan så det ud, da flammerne var slukket. Men begge biler var brændt. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Jeg var meget frustreret og råbte til nogen af de andre på vejen, om de havde en kniv til at få ham skåret fri, men det havde ingen.«

Mathias Nielsen blev mere og mere desperat.

Han måtte tage en meget vild beslutning.

Selv om bilen brændte, satte han sig ind på bagsædet.

Og her lykkedes det at få ordentlig fat i den bevidstløse mand og trække ham ud ad bagdøren.

I sidste øjeblik.

»Ti sekunder efter jeg havde fået ud, var der brand i hele bilen. Flammerne stod op til alle sidder. Det var så vildt,« siger han.

Kort tid efter kom der en ambulance, der skyndte sig at køre på sygehuset med den bevidstløse mand.

Det viste sig, at han havde tre indre blødninger i hjernen og brækkede ribben, så han måtte i al hast flyves til Rigshospitalet af en lægehelikopter.

»Jeg var virkelig i chok, da jeg samme nat fortalte politiet, hvad der var sket. Jeg græd og var så frustreret,« siger Mathias Nielsen.

Også de tre andre personer fra ulykken blev kørt på hospitalet, men det var kun den bevidstløse mand, der var i livsfare.

Heldigvis er manden nu kommet sig og er begyndt at arbejde igen, fortæller Mathias Nielsen, der i dag fire måneder senere stadig har kontakt med ham.

Og fredag blev Mathias Nielsen så hyldet for sin heltegerning på Sydsjælland og Lolland-Falster Politis politistation i Næstved.

»Du steg ud og var med til at hjælpe i den kaotiske situation på ulykkesstedet. Parterne i uheldet mente, at alle var kommet ud af de to biler, der var brudt i brand ved sammenstødet. Men du opdagede, at der stadig sad en bevidstløs mand bag rattet i den bil, som der var mest ild i. Resolut gik du hen og fik hevet ham bagud af den brændende bil. Ganske kort tid efter var begge biler omsluttet af ild,« sagde politidirektør Lene Frank i talen.

Hun sluttede talen med disse ord:

»Der er ingen tvivl om, at du denne dag reddede mandens liv, og at du satte din egen sikkerhed til side, da du gjorde det. Det er rart at vide, at der er folk som dig i verden, der helt kompromisløst hjælper, når nogen er i nød. Det kan du være stolt af. Jeg vil sige dig mange tak for din uselviske og meget modige indsat.«

Mathias Nielsen, du satsede dit eget liv for at reddede den bevidstløse mand i brændende bil. Hvad tænker du om det i dag?

Mathias Nielsen smilte, da han i fredags blev hædret for sin heltegerning i sommers. Foto: Sydsjælland og Lolland-Falster Politi.
Mathias Nielsen smilte, da han i fredags blev hædret for sin heltegerning i sommers. Foto: Sydsjælland og Lolland-Falster Politi.
Vis mere

»Jeg tænkte bare, at jeg måtte trækket ham ud for at redde hans liv. Jeg tænkte ikke over, at jeg selv kunne brænde op, da jeg fik ham ud,« siger han og tilføjer:

»Men i dag er jeg så glad for, at jeg gjorde det.«

I alt fik Mathias Nielsen 1.000 kroner af politidirektøren for sin heltegerning.

»Det vigtigste er, at alle overlevede,« siger Mathias Nielsen.