Indfaldsvej til stort sommerhusområde var spærret efter frontalt bilsammenstød. En af bilerne brød i brand.

Fire personer er bragt på hospitalet efter et frontalt sammenstød sent lørdag aften mellem to biler i Væggerløse på Falster.

De fire tilskadekomne er alle omkring 20 år.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

– Alle fire personer involveret i uheldet er bragt på hospitalet. Vi har endnu ikke modtaget oplysninger om deres tilstand, siger vagtchef Michael Skræddergaard 01.15.

Klokken 17.30 kunne vagtchef Joy Hensel fortælle til B.T., at en af de fire personer var i kritisk tilstand, men nu er personen uden for livsfare.

Ellers var der ikke andre oplysninger om personerne.

Som følge af trafikuheldet var Marielyst Strandvej, der er en indfaldsvej til et stort sommerhusområde, afspærret i begge retninger frem til midt på natten til søndag.

– Der er nu ryddet op efter færdselsuheldet, meddeler politiet i et tweet ved 2.30-tiden.

– Vejen er igen farbar i begge retninger.

Årsagen til sammenstødet mellem de to biler er endnu ikke kendt. I det ene køretøj befandt der sig en person, mens der var tre personer i den anden bil.

– Vi har fået oplyst, at det ene af køretøjerne af uvisse årsager pludselig trækker over i den anden vognbane, siger vagtchefen.

Sammenstødet var så voldsomt, at en af bilerne brød i brand.

– Den er totalt brændt ned, oplyser Michael Skræddergaard.

Der udbrød også brand i det andet køretøj, men flammerne begrænsede sig til motorrummet.

/ritzau/