Hun er vant til det. At være den helt store stjerne, der stjæler rampelyset. Og årets OL er ikke nogen undtagelse for Simone Biles. Men denne gang er det ikke for den store succes.

I stedet er det for at have trukket sig fra flere konkurrencer – og ikke mindst årsagen til det.

Med fire guldmedaljer fra OL i Rio som blot 19-årig kom hun ellers til Tokyo som et af de absolut største navne. Måske endda som OLs allerstørste stjerne.

Selvfølgelig, fristes man til at sige. Den i dag 24-årige Simone Biles er en af de mest vindende amerikanske gymnaster med et cv, der også tæller 19 VM-guldmedaljer.

Simone Biles vandt fire guldmedaljer ved OL i Rio i  2016.
Simone Biles vandt fire guldmedaljer ved OL i Rio i  2016. Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

Hun var længe inden en stjerne i USA, men efter seneste OL fik resten af verden også øjnene op for den unge kvinde med det store smil.

Forventningerne var masser af metal i det japanske. Men Simone Biles leverede ikke og optrådte som en skygge af sig selv. Mistede umiddelbart kontrollen under et spring, da hun skulle over en hest og landede skidt.

Der skete ikke noget. Men kikset kunne have været slutningen på hendes karriere eller i værste fald 'have givet livstruende skader', fortæller Andrea Orris, der selv er gymnastiktræner, i en video på Instagram. Og det var her, spekulationerne begyndte – var der noget galt med Biles?

Efterfølgende kom så den udmelding, der har vakt stor opsigt i sportsverdenen. Simone Biles, der ellers er kendt for at kæmpe sig gennem blod, sved og tårer, trak sig fra OL-holdkonkurrencen. Og efterfølgende fra mangekamp.

Det var i springet over buk, der gik galt for Biles.
Det var i springet over buk, der gik galt for Biles. Foto: HOW HWEE YOUNG
Vis mere

Kvinden, de kalder en 'GOAT' (greatest of all times) i gymnastik, og som har fire øvelser opkaldt efter sig og udfører øvelser, mange ikke tør prøve kræfter med.

Kvinden, der har presset sin krop et ekstra år på grund af coronapandemien, kæmpet med nyresten, alt imens hun stadig har passet interview med medierne og passet sin sport.

De første meldinger gik på, det var en skade. Men siden tog den 24-årige amerikaner ordet på et pressemøde, og sandheden viste sig at være en anden.

»Jeg følte bare, det ville være bedre at træde tilbage og arbejde på mit mentale helbred. Vi burde have det sjovt, men det er bare ikke altid tilfældet. Vi skal sætte mental velfærd først,« lød ordene fra amerikaneren, der siden har fortalt, at hun lider af 'twisties'. En mental blokade, hvor gymnaster mister fornemmelsen for rummet og kontrollen over kroppen midt i en øvelse.

Det gik galt, da Biles skulle over bukken.
Det gik galt, da Biles skulle over bukken. Foto: MARTIN BUREAU
Vis mere

Biles' budskab var klart. Det er okay at trække sig fra selv de store konkurrencer. Hun ville ikke sætte holdets medalje over styr, fordi hun ikke var, hvor hun skulle være. Tidligere havde hun presset citronen. For sådan er Biles, der er blevet udpeget som sikker medaljevinder.

Det er det, hun er kendt for, og som har været med til at give hende stjernestatus. Men det er også en atlet, der har været presset.

Dels af omverdenen, der konsekvent har tårnhøje forventninger, men også på det mentale plan.

To år efter OL-guldet i 2016 kom et mørkt kapitel fra Biles' liv frem, da hun var en af de gymnaster, der stod frem og fortalte, hvordan hun var blevet seksuelt misbrugt af holdlederen Larry Nassar og siden fik en depression.

Hun håbede, at hun kunne være en inspiration ved at dele sin store hemmelighed, selvom sagen med Nassar, der blev anklaget for at have misbrugt 169 unge kvinder i sit erhverv og i dag er i fængsel, drænede hende, fortalte hun.

Kvinderne, der stod frem, blev hyldet for deres mod og for at tage kampen op. De blev blandt andet belønnet med 'Arthur Ashe Courage Award'. Alt imens de fortsatte med at dyrke den sport, de elsker.

Og hyldesterne vælter også ind til Simone Biles nu, efter hun tidligere på ugen stillede sig op på talerstolen og trak stikket med ordene:

»Det viser faktisk, hvor stort et konkurrencemenneske og hvor stærk en person, du er.«

Simone Biles så torsdagens konkurrencer fra sidelinjen.
Simone Biles så torsdagens konkurrencer fra sidelinjen. Foto: DYLAN MARTINEZ
Vis mere

En af dem, der har lovprist hende, er den tidligere præsidentfrue Michelle Obama, der på Twitter har skrevet, hvordan hele familien er stolte af hende og hepper på hende.

Hun er blevet hyldet i de amerikanske medier, der alle har taget sagen op.

»Hvad er det, vi laver, smadrer vi bare vores atleter?« spørger en journalist fra Washington Post blandt andet.

Popstjernen Justin Bieber, der selv aflyste sidste del af en stor verdensturné for fire år siden for at arbejde med sig selv, skriver, at han er stolt af hende, for 'hvad hjælper det at vinde foran hele verden, hvis du svigter din sjæl'.

Hun er blevet hyldet af atleter, der selv kender til presset, og som nu håber, at Biles' ord får øjnene op hos mange.

Og hendes beslutning har også rørt noget i den danske OL-lejr. Svømmeren Signe Bro fortæller til B.T., hvordan netop det mentale har været en vigtig del af hendes egen forberedelse.

»Før i tiden har der været så meget fokus på, at vi bare skal være i den fysisk bedste form. Jo mere vi trænede, jo bedre blev vi. Hvis det var sådan, ville vi jo alle ligge og vinde guld, hvis der ikke skal mere til end det. At arbejde med sig selv og med mental velfærd, at sørge for at have sig selv med i processen, det er vigtigere end nogensinde,« siger Signe Bro.

Den danske OL-debutant forstår Simone Biles' beslutning til fulde.

Simone Biles mødte det daværende præsidentpar, Barack og Michelle Obama.
Simone Biles mødte det daværende præsidentpar, Barack og Michelle Obama. Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

»Jeg har kæmpe respekt for hende. Jeg er ikke i tvivl om, at havde jeg stået i den samme situation, havde jeg gjort det samme. Hvis jeg ikke kan gå herfra, vel vidende jeg har været mig selv værdig, og jeg har gjort, hvad jeg kan og stået inde for mig selv … hvem skal så stå inde for mig?« siger Signe Bro og fortsætter:

»Det er bare mig, der præsterer og står bag skamlen og giver alt, jeg har. Hvis jeg ikke er stolt af mig selv og ikke kan have mig selv med, hvem skal så hive mig op fra det hul, jeg ender med at være i? Jeg har kæmpe respekt for hende og kæmpe respekt for alle atleter, der står op for sig selv. Det håber jeg, vi ser meget mere af,« understreger hun.

Et sted i OL-byen sidder den amerikanske stjerne, hun taler om. Og Simone Biles har også bemærket de mange reaktioner, der er kommet ovenpå hendes overraskende beslutning.

'Al den kærlighed og støtte, jeg har modtaget, har fået mig til at indse, at jeg er meget mere end mine resultater og gymnastik – noget, jeg aldrig rigtig har troet på før,' skriver hun i et opslag på Twitter.

Efter hun trak sig i første omgang, var der yderligere fire discipliner, Simone Biles kunne stille op i. Tidligt lørdag morgen valgte hun dog også at trække sig fra spring over hest og forskudt barre. Dermed er der to discipliner tilbage, hun kan stille op i. Tiden må vise, om vi har set den amerikanske gymnastikstjerne på gulvet i Tokyo for sidste gang.