Jublen brød 15 sekunder før deadline, og så trillede tårerne. De havde nået det.

Sommerens dyreste danske handel var lige ved at smuldre, men sekunder før transfervinduet lukkede, nåede alt at gå i orden. Følelserne hang uden på tøjet, og forløsningen fik tårerne til at presse sig på for Conrad Harder og hans nærmeste.

»Det var nogle hektiske uger, og så blev det også nogle hektiske sekunder, men det var super dejligt, at det gik igennem. Jeg blev lidt nervøs til sidst - det skal jeg være ærlig at sige,« siger han til B.T. på en Zoom-forbindelse fra Tyskland.

»Min agent fik et ordentlig kram, for han havde kæmpet hårdt. Min mor, min kæreste, min søster, mine agenter, der var måske lidt tårer, for det var meget tæt på at gå galt.«

Ifølge Tipsbladet kostede det 225 mio. kroner at flytte den 20-årige angriber fra Sporting til RB Leipzig, og han kan nu se frem til en lønpakke på 90 mio. kroner over de næste fem år. 

»Det var ikke mig, der ville videre,« siger Harder uden tøven - men sådan endte det.

Red Bull-klubben har sendt sine tre topscorere fra sidste sæson videre: Benjamin Sesko til Manchester United for over 600 mio. kroner, Xavi Simmons til Tottenham for 450 mio. og Loïs Openda blev lejet til Juventus.

Banen er dermed kridtet op til dansk entré, og i bedste fald ender sæsonen både med succes i klubben og landsholdet for Conrad Harder. A-landsholdet vel at mærke.

Står det til Conrad Harder, så venter der langt mere landsholdsfodbold i fremtiden.
Står det til Conrad Harder, så venter der langt mere landsholdsfodbold i fremtiden. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Særligt en tur til Nordamerika trækker.

»Det er alles drøm, så jeg vil gøre alt for at komme med til VM. Jeg håber, vi kan kvalificere os, og jeg håber, at jeg kan være en del af det også.«

»Det var også en af grundene til, at jeg skiftede til Leipzig. Jeg ville gerne spille mere, og jeg fik ikke så meget spilletid (i Sporting, red.). Får man ikke det, så kan man ikke få landsholdsfodbold.«

Landstræneren Brian Riemer har allerede haft Harder med i folden trods den unge alder, og der er kun en vej frem herfra.

»Jeg har haft nogle snakke med Brian. Han kender mine kompetencer, og det gør jeg også selv. Det, vi begge mangler lige nu, er spilletid, og så er det op til Brian at vurdere, om jeg har nok kvaliteter til at komme med på landsholdet. Igen.«

I marts fik Harder debut mod Portugal i Nations League-kvartfinalen, hvor Danmark desværre endte med exit efter et 5-2-nederlag.

Andre læser også