Natasja Hansen, der er bestyrer i lingeri-forretningen Femilet i Stengade i Helsingør, oplever at hunde tisser på hendes varer, der hænger ude på gågaden.

Og nu har hun fået nok.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Hun oplever nemlig ofte, at hundeejere ikke er opmærksomme på, hvor deres hund besørger henne, når de lufter den i gågaden. Og de ender derfor ofte med at lette ben op ad hendes tøjstativer.

Noget, hun kalder »pisseulækkert« og »et værre svineri«.

Hun fortæller, at når hundene har tisset på gadevarerne og stativerne, så er de jo nødt til at blive kasseret, hvilket ikke er i orden.

Natasja har forsøgt at sætte fokus på problemet på byens lokale facebookside. Der meddeler hun også, at det fremover vil kunne få konsekvenser for hundeejerne.

»Så jeg har lavet en aftale med mit personale om, at hvis vi opdager en igangværende vandladning eller pølle, som bliver ignoreret af ejer, så koster det en kold spand vand,« skriver hun i Facebook-opslaget og tilføjer til TV 2 Kosmopol, at det naturligvis er skrevet med et glimt i øjet.

Hun opfordrer samtidig hundeejerne til at lufte deres hunde et andet sted eller at holde hundene i kort snor, hvis de stadig vælger at lufte dem i gågaden.