'Pædofil', 'dum', og 'pas på, jeg ikke omrokerer dine briller til kontaktlinser'.

Det er nogle af ukvemsord, som en lang række butiksansatte i hele Danmark har oplevet. Og stadig gør, mens de blot passer deres arbejde.

En undersøgelse udført af HK Handel viser nemlig, at hele 71 procent er blevet talt nedsættende til. 12 procent er blevet truet verbalt inden for de sidste 12 måneder.

»Det er helt uacceptabelt, at så mange ansatte bliver behandlet dårligt af kunderne. Det går hårdt ud over arbejdsmiljøet, når man skal stå model til grimme kommentarer eller endda trusler«, siger formanden for HK Handel, Mette Høgh.

En af dem, der oplevet hændelserne på egen hånd, er nordjyske Helle Mortensen.

Hun har arbejdet i Føtex i 31 år og kan berette, at omfanget af verbale overfald og trusler blot er steget og steget.

Til TV 2 Nord fortæller hun eksempelvis, at hun er blevet kaldt 'dum i låget', 'dum kælling' og 'bitch'.

»En gal kunde sagde, da han næsten var gået fra kassen: 'Jeg venter på dig, når du har fri'. Der var meget lang tid til, jeg havde fri, og indtil jeg kom ud og så, at der ikke var nogen, havde jeg det ikke særlig godt,« fortæller hun.

Andre, som HK Handel har talt med, forklarer ligeledes, at de er blevet overfaldet og truet med tæsk, mord og voldtægt.

Baseret på undersøgelsen håber HK Handel nu, at emnet bliver taget op på Christiansborg.

Og at det bliver muligt at skærpe en eventuel straf til de kunder, der truer butiksansatte, ligesom man kan blive straffet for trusler mod tjenestemænd.

3.089 har i alt deltaget i undersøgelsen – og de adspurgte arbejder i henholdsvis butik, på kontor og på lager.