Kære Aalborg.

Danmarks største nyhedsmedie er landet i Aalborg, og vi kommer for at levere dagsordensættende storbyjournalistik til dig.

Vores redaktion består af i alt otte mænd og kvinder. De fleste af os er fra Aalborg, så her er ikke tale om københavnere, der rykker ind. Vi elsker Aalborg, og vi bor i og omkring byen.

Fra torsdag kan du møde os i den gamle tæppehandler på Vesterbro – du ved sikkert, hvilken jeg taler om. Nu er tæpperne rykket ud, og vi flytter ind. Herfra kommer vi hver dag til at producere journalistik om Aalborg, byens udvikling og de mennesker, der bor her.

En del af holdet bag B.T. Aalborg. Fra venstre er det: Rebecca Haugaard Christensen, Cæcilie Kallehave Jensen, Mette Rask Bentzen, Rasmus Krøll, Rasmus Rask Vendelbjerg og Sebastian Døssing Spangtoft.
En del af holdet bag B.T. Aalborg. Fra venstre er det: Rebecca Haugaard Christensen, Cæcilie Kallehave Jensen, Mette Rask Bentzen, Rasmus Krøll, Rasmus Rask Vendelbjerg og Sebastian Døssing Spangtoft. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Vi er trænede i at opsnuse den gode historie, men vi ser ikke alt, og derfor har vi brug for jeres hjælp. Så kære læsere: Kom med gode råd, tips og ideer til historier, som I mener, vi skal kigge på. Vi tager imod alt: stort som småt, det sjove og det alvorlige. Og så er der altid åbent på redaktionen – vi vil gerne have besøg.

Vores ambition er at give byen den nyhedsdækning, den og dens indbyggere fortjener. Vi vil lave journalistik, der kærligt og kritisk dækker og afdækker livet i byen. Hos B.T. Aalborg får du personlige fortællinger, historier om byens liv og breaking news. Vi er med, når AaB og Aalborg Håndbold spiller, og vi er i retten, når der falder dom i opsigtsvækkende sager.

Og så vil vi også kaste kritiske blikke på dem, der sidder på magten. Vi spørger for eksempel: Er 35 millioner aalborgensiske skattekroner til et kunstværk på Spritten brugt fornuftigt? Og kan det virkelig passe, at der er styr på det nye sygehusbyggeri i Aalborg Øst, når både tidsplanen og budgettet hele tiden overskrides?

Vi ved allerede – efter blot en måneds arbejde bag kulisserne – at Aalborg er fyldt med historier, som vi glæder os til at præsentere for jer.

Vi håber, I vil læse med!

Skriv til os, hvis du har et tip til en god historie: Tipaalborg@bt.dk