»Jeg har arbejdet med mange mennesker i deres bedste alder, som er energiforladte, og som ikke har tid til at være sammen med deres børn eller passe det drømmejob, de har stræbt for at opnå. Det er drønærgerligt, for der er masser, man kan gøre for at optimere sig selv.«

Nickolai Damgaard, en af Danmarks førende biohackere, hjælper dagligt professionelle atleter og toperhvervsfolk med at optimere deres sundhed med hjælp fra teknologien.

Fænomenet hedder biohacking.

Mere konkret kan man for eksempel overvåge sin søvn med en ring, man kan anvende infrarødt lys til hurtigere at få kroppen til at restituere efter træning eller få målt indholdet af sit blod for at få data om mangel på vitaminer, mineraler, inflammation eller forhøjet kolesterol.

Nickolai Damgaard er en af Danmarks førende biohackere. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
Nickolai Damgaard er en af Danmarks førende biohackere. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
Vis mere

Nickolai Damgaard, der er medstifter af Biowatch & High Performance Tribe, er lige nu aktuel i programmet »DR2 hacker din krop«, hvor han introducerer kendte og ukendte danskere for forskellige teknologier.

Målet er ifølge biohackeren at leve et godt liv med masser af energi og forhindre sygdom og skavanker:

»Det er det, der er min motivation,« fastslår han.

En af de kendte personer, der siger ja til at lade sig biohacke, er Gorm Wisweh, der står bag pizzarestauranterne Gorm’s Pizza.

Gorm Wisweh.
Gorm Wisweh. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Pizzeriaejeren får blandt andet testet sin afføring for så at få skræddersyet sin kost efter sin tarmflora. Det vil sige de bakterier, der befinder sig i mave-tarm-kanalen, og som i mange tilfælde styrer, om vi udvikler bestemte sygdomme.

»Det er ægte interessant, hvad det er, der foregår inde i mig,« siger Gorm Wisweh i programmet.

Testen viser for eksempel, at han bør undgå hvidt brød, firbenet kød og mejeriprodukter baseret på komælk. Det kan være lidt af en udfordring, når man elsker pizza og lever af at fremstille dem.

Men på fem uger formår han alligevel at tabe sig flere kilo, får mindre livvidde og mere energi.

»Jeg synes, jeg kan mærke, der er lidt mere energi. Man føler sig lettere i kroppen på en eller anden måde,« siger han i programmet, der kan streames på DR appen.

Gorm Wisweh prøver desuden kræfter med en særlig form for træningsudstyr, såkaldt elektronisk Muskel Stimulering (EMS) og infrarød sauna, der også er blandt nogle af biohackernes favoritter. (Læs mere om metoderne i faktaboksen her på siden, red.)

Gorm Wisweh er ifølge Nickolai Damgaard beviset på, at det ikke kun er professionelle atleter eller travle erhvervsfolk, der kan have gavn af teknologien.

»Vi ser jo allerede en tendens blandt mange, der måler, hvor mange skridt de tager, eller hvor længe de sover. Det er den spæde start for biohacking,« siger han.

Han forudser, at flere danskere i fremtiden vil dyrke biohacking. For folk er trætte af ‘one size fits all’, som Nickolai Damgaard selv formulerer det.

»Nu kan man endelig få noget individuelt,« fastslår han.

Det handler med andre ord om at være CEO i eget liv og få noget data, såkaldte KPIer, ligesom man gør i virksomheder, til at vurdere, hvordan det går med forskellige mål, og som så fortæller, hvor man kan optimere henne.

Selv har Nickolai Damgaard for eksempel via sit måleudstyr opdaget, at han kan sove bedre om natten, hvis han laver yoga cirka 15 min. inden sengetid. Læg dertil, at daglig meditation forbedrer hans stressrespons i en positiv retning.

Nickolai Damgaard tager her en hjemmeblodprøve, der kan vise f.eks. vitaminmangel.
Nickolai Damgaard tager her en hjemmeblodprøve, der kan vise f.eks. vitaminmangel.
Vis mere

»Jeg kan se, at jeg også mentalt får det bedre,« siger han.

Ulempen ved biohacking kan dog være, at udstyret ofte er dyrt og noget af det mindre tilgængeligt.

For eksempel koster en Oura Smart ring, der meget nøjagtigt kan måle dit søvn- og stressniveau, omkring 2200 kroner.

Og vil du en tur i sauna, der har til formål at mindske inflammation, forbedre restitution eller smerter ved 130 minusgrader, er det ikke noget, du lige kan have ved hånden derhjemme.

En Oura Smart ring kan meget nøjagtigt måle dit søvn- og stressniveau. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
En Oura Smart ring kan meget nøjagtigt måle dit søvn- og stressniveau. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
Vis mere

Endelig er der også nogle, der kan opleve at blive stresset af at blive forsynet med data om kroppen. Hvis de for eksempel får en dårlig søvnscore og så ligger vågen, fordi de tænker på, at de nu igen ikke kan falde i søvn.

»Det er ikke alle, der kan lide at få data om sig selv. Så er det noget andet, de skal kaste sig over, og det er helt okay,« siger Nickolai Damgaard.

Og til dem, der så tror, at det hele handler om kontrol og præstation:

»Jeg drikker også rødvin og får fredagsslik med mine børn. Men jeg sørger for at være i balance, så der er plads til at være social,« siger han.