Fungerende borgmester i Aalborg Kommune er klar til at tage imod ukrainske flygtninge.

»Vi har ikke noget konkret endnu, fordi vi ikke ved, hvad vi eventuelt vil blive anmodet om. Men vi gør os da nogle overvejelser i forhold til, hvad Aalborg kan stille op, og så stiller vi op, når vi bliver anmodet om noget konkret,« siger fungerende borgmester i kommunen Helle Frederiksen (S) og fortsætter:

»Jeg forestiller mig også, at vi sætter os sammen med de øvrige borgmestre i Nordjylland og finder ud af, hvad vi kan stille op sammen, og hvordan vi får det løst.«

Og der er noget, der tyder på, at de andre borgmestre i Nordjylland har samme indstilling.

Fungerende borgmester i Aalborg Kommune Helle Frederiksen (S) er åben overfor at tage imod ukrainske flygtninge. Og hun er ikke den eneste ifølge en rundringning, som TV 2 Nord har lavet.
Fungerende borgmester i Aalborg Kommune Helle Frederiksen (S) er åben overfor at tage imod ukrainske flygtninge. Og hun er ikke den eneste ifølge en rundringning, som TV 2 Nord har lavet. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Også i blandt andet Jammerbugt, Læsø og Frederikshavn kommune er de klar til at tage imod ukrainere, der måtte flygte ud af landet på grund af Ruslands invasion og aggression.

En rundringning, som TV 2 Nord har lavet viser, at både syv borgmestre i Nordjylland, som mediet har talt med, enten har aktuelle planer for modtagelsen af ukrainske flygtninge, eller stiller sig positivt overfor ideen.

»Det vil være Udlændingestyrelsen, som fordeler, og når vi konkret bliver bedt om at tage imod, så går vi i gang med at finde boliger og andet,« siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S) til mediet.

Ud af de 16.422 ukrainere, der er bosat i Danmark, bor 2.756 i Nordjylland ifølge Danmarks Statistik.

I går talte B.T Aalborg med Vasil Savchenko, der er bosat i Tylstrup, men som har familie i Ukraine.

Han har planlagt, så familien kan flygte, hvis krigen kommer for tæt på. Den historie kan du læse her.