Krigen i Ukraine skaber panderynker hos ukrainere bosat i Nordjylland.

Det fortæller 41-årige Vasil Savchenko, der har boet i Danmark i 15 år, og som arbejder med svinetransport.

Han har kontakt til flere herboende ukrainere i Nordjylland.

Selv bor han sammen med sin kone og sit barn i Tylstrup, men har stadig familie i det vestlige Ukraine i byen Rivne.

41-årige Vasil Savchenko (i midten) var til demonstration foran den russiske ambassade i København. Foto: Privat
41-årige Vasil Savchenko (i midten) var til demonstration foran den russiske ambassade i København. Foto: Privat
Vis mere

Heriblandt en søster og en morfar.

»Jeg har snakket med dem, men der sker ikke så meget nu i den region, de bor i. Men jeg har planlagt, så min familie kan flygte ud af Ukraine. Hvis der bliver meget mere militær, så har jeg sagt, at de skal flygte til Polen eller Tyskland, så de kan komme op til mig,« siger den ukrainske lastbilchauffør, der har sendt visuminvitationer til familien i Ukraine.

I går var han til demonstration foran den russiske ambassade i København, og da han kom hjem til midnat, sendte han en besked til familien.

»Jeg skrev til dem, at hvis situationen bliver farlig, så skal de kun tage de vigtigste ting og dokumenter med sig og så komme op til mig,« siger Vasil Savchenko.

Han er dog ikke overrasket over Ruslands træk. Han ser det som en direkte forlængelse af den krise, der startede i 2014, da Rusland annekterede Krim-halvøen efter revolutionen i Ukraine.

»Det har været planlagt, det her. De bruger alt muligt til at retfærdiggøre krigen. De bruger Krim, og de bruger separatisterne til at lave en aggression mod Ukraine,« lyder det fra den 41-årige lastbilchauffør.

Ud af de 16.422 ukrainere, der er bosat i Danmark, bor 2.756 i Nordjylland ifølge Danmarks Statistik.