Det har længe været en mærkesag for Jens-Kristian Lütken (V) at 'lukke arret i Ørestaden', som han kalder det.

Nu ser det imidlertid ud til, at den nyslåede beskæftigelses- og integrationsborgmester i København kan få sit ønske opfyldt.

Onsdag blev det første skridt til at realisere det enorme projekt – overdækning af Øresundsmotorvejen – nemlig taget, da politikerne på Københavns Rådhus besluttede at finde penge til en såkaldt foranalyse.

»Det er et ar, der skærer Ørestaden op i to. Det er en stor mærkesag for mig og for Venstre at lukke det,« siger Jens-Kristian Lütken.

Der er afsat 1,8 millioner kroner til foranalysen, som skal gøre det klart, hvad der vil kunne lade sig gøre at bygge. Og ikke mindst hvor meget det vil koste.

Jens-Kristian Lütken forventer, at projektet langt hen ad vejen vil finansiere sig selv, hvis kommunen sælger noget af den grund, der vil komme oven på overdækningen.

Her kan der opføres erhvervsejendomme og boliger.

Men borgmesteren er også klar til at sende regningen til de københavnske skatteborgere, hvis salg af byggegrunde og statslige tilskud ikke dækker den endelige udgift.

Arkitekterne hos Urban Power har illustreret, hvordan ideen om en overdækning af Øresundsmotorvejen kunne komme til at se ud. Illustration: Urban Power.
Arkitekterne hos Urban Power har illustreret, hvordan ideen om en overdækning af Øresundsmotorvejen kunne komme til at se ud. Illustration: Urban Power.
Vis mere

»Selv hvis det kræver penge fra Københavns side af, synes jeg, vi skal gennemføre det. Ultimativt kan man ikke afvise, at kommunen selv kommer til at betale for noget af det,« siger Jens-Kristian Lütken.

Han forklarer, at det vil have stor værdi for København og ikke mindst beboerne i Ørestaden at få tag over motorvejen.

»Det er en god idé at lave overdækningen, fordi det fuldstændig vil fjerne støjen fra motorvejen. Vi er blevet mere og mere opmærksomme på, hvor skadelig støj er, og hvilket negative konsekvenser det kan have for vores helbred,« siger han og fortsætter:

»Man vil også få slået bydelen sammen. Det er et formål i sig selv.«

Jens-Kristian Lütken fortæller, at han drømmer om idrætsfaciliteter og grønne områder, der skal ligge ved siden af de byggegrunde, som kommunen måtte sælge fra.

Hvornår overdækningen kan komme til at ske, tør Jens-Kristian Lütken ikke sige. Men han håber, at projektet, hvis det besluttes, kan laves samtidig med den planlagte udvidelse af Øresundsmotorvejen. Det projekt igangsættes i 2024.